Kedde: "Alt jeg gør, er drevet af ren lyst"
Hvorfor blev du medlem af Dansk Musiker Forbund?
Jeg stod og manglede en advokat til at kigge en pladekontrakt igennem og så ville jeg gerne involvere mig mere i musikbranchen, hvorfor jeg også startede i DMF Vækst.
Hvilken form for musik spiller du? Hvilken genre? Hvilke instrumenter?
Jeg laver popmusik, skriver på dansk og spiller primært computer og lidt brugsklaver. Så synger jeg og har gået på MGK med det som hovedfag.
Hvad arbejder du på for tiden?
Lige nu er jeg i gang med at færdiggøre mix og master på min næste single, selvom der er et godt stykke tid til, den skal ud. Derudover grubler jeg over, hvilket hold jeg gerne vil have til at hjælpe med at lukke 3. og 4. Single.
Hvad er det sjoveste ved at være musiker?
Jeg kan godt lide at have et hold at arbejde med, så jeg ikke er alene om det hele. Alt fra at lave og skrive musikken, til det visuelle, til live-delen, pr og SoMe. Jeg elsker, at der er mange facetter i at være musiker, og at det hele er drevet af kreativitet.
Hvad er det hårdeste ved at være musiker?
Upopulært nok, tænker jeg ikke så meget over hvad der er hårdt. Alt jeg gør, er drevet af ren lyst. Det er jo min hobby i sidste ende, ligesom det var, da jeg startede til slagtøj som seksårig, men som jeg nu også tjener penge på. Langt svar, men det hårdeste er måske, at være tålmodig og stadig tro på sig selv på de dårlige dage.
Hvad er din største succes/milepæl som musiker?
Min største succes er, at have overbevist så mange mennesker om, at de skulle arbejde med mig. Alle på mit hold tager et sats og lægger dedikation og virkelig mange timer i vores samarbejde. Lige fra dem, jeg laver musikken med, til management, mit band, pladeselskabet og bookingbureauet.
Hvad drømmer du om?
Jeg drømmer om at blive ved med, at have passion for det her. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skulle gøre, hvis jeg ikke kunne arbejde med musik på den her måde. Jeg elsker, at lave musik og jeg gør alt hvad jeg kan for, at det ikke bliver en træls ting at skulle.
Er der noget bestemt, du ser frem til?
Jeg ser enormt meget frem til min headliner i Pumpehuset, 30. April 2025! Det bliver første gang jeg spiller det nye musik, som har åbnet en masse døre for mig. Det er også en ny lyd og retning, som jeg glæder mig til at spille live.
Derudover glæder jeg mig enormt til at se, hvordan folk tager imod musikken, når jeg udgiver mere i 2025.
Hvad lytter du selv til af musik? Hvad er dit yndlingsnummer og hvorfor?
Yndlingssang pt. er “How Long” af Yana. Og som altid, et kæmpe shoutout til Ramon. Han er en norsk artist, jeg ser meget op til.
Har du et fun fact om dig selv?
Min fun fact er, at mit navn, Kedde, betyder Christian på sønderjysk, hvor jeg kommer fra.