Politik

Kulturen løftes med millioner – men indholdet halter

Et bredt politisk flertal har indgået budgetaftale for 2022 i Københavns Kommune, hvor millioner af kulturkroner bevilges til investeringer i anlæg og drift.
DMF Københavns formand, Henrik Jansberg.

Kommentar fra DMF Københavns formand, Henrik Jansberg:

På musikområdet falder især den store bevilling til Musikhuset København i øjnene. Den betyder, at huset i løbet af en årrække istandsættes og moderniseres med flere scener, reception og cafe.

Set i forhold til de store anlægsinvesteringer er midlerne afsat til indhold dog små. Man har eksempelvis ikke prioriteret en beskeden investering, der ville give tusindvis af kommunens børn skolekoncerter med professionelle musikere allerede fra næste år.

I DMF København arbejder vi på at skabe politisk fokus på musiklivet, ikke kun på de ydre rammer, men i særlig grad på at investere i et sprudlende professionelt musikliv i København, hvor flere midler sendes i retning af de udøvende, skabende og formidlende kræfter.

Selv om vi naturligvis er glade for støtten til Musikhuset København, mener jeg det snart er på tide at vi begynder at snakke om hvordan vi understøtter det gode indhold. Det vil vi arbejde for bliver ændret.