Portræt

Lone Wernblad: "Jeg drømmer om, at mine forskellige projekter for børn og voksne kan komme ud og skabe livsforløsning"

Lone Wernblad er sanger, sangskriver og guitarist, og så er hun aktuel med albummet Det smukkeste farvel, som ifølge hende selv giver sorgen en velfortjent stemme. DMF Hovedstaden har taget en snak med den livsglade musiker, som kan kalde sig månedens medlem i juni
Sanger og sangskriver Lone Wernblad

Hvorfor blev du medlem af Dansk Musiker Forbund? 

Fordi Benjamin Aggerbæk, som jeg har arbejdet tæt sammen med i mange år, anbefalede det, og jeg er meget glad for det, både Benjamin og DMF.

Hvilken form for musik spiller du? 

Indie/pop/rock

Hvornår startede du med at lave musik? 

Da jeg var fem år. Jeg er født ind i musikken. Min far var musiker og har taget mig med rundt i Norden, hvor vi har en fantastisk nordisk musikfamilie.

Hvad arbejder du på for tiden? 

Jeg arbejder med at binde alle de sidste ender for at kunne udgive mit album ”Det smukkeste farvel”. Og så arbejder jeg på et nyt børnekoncept. Derudover er jeg jo hele tiden på turné med forskellige egne projekter. Endelig er jeg ved at tage Anne Rosings 1-årige sangeruddannelse, hvilket jeg er så glad for.

Hvad er din største milepæl som musiker? 

Lige nu er det at have skrevet musik og tekster til ”Det smukkeste farvel”. Albummet er skrevet, indspillet og produceret på Færøerne med fantastiske musikere. Jeg tror altid, jeg går kompromisløst efter det, som jeg kan mærke, at min vision til et projekt vil - så tak til DMF for støtten, det betyder så meget økonomisk og som kunstner!

Hvad drømmer du om?

Jeg drømmer om, at mit album kan komme ud og give sorgen den stemme, som jeg mener, at den mangler. Jeg drømmer om, at mine forskellige projekter for børn og voksne kan komme ud og skabe den livsforløsning, som jeg oplever, at de gør. Jeg drømmer om, at min musik skaber en lille ændring i de mennesker, der møder den, og at den skaber sang, billeder og samtaler, som åbner dem op igen. Og så drømmer jeg om at leve godt som musiker og kunstner.

Er der noget bestemt, du ser frem til? 

Jeg ser frem til, at vi skal ud og spille børnekoncerter med vores nye børnesange i sommerlandet sammen med Bergur Fonsdal Johannesen og Bárdur Petersen. Det bliver stort og skægt. Og så glæder jeg mig til at få mit album ud i verden. Det har været en meget lang proces, og nu skal den baby simpelthen ”fødes”! Ja, og så skal vi igen på turné med vores børnekoncept ”Trillebørstur i Nord”.

Hvad lytter du selv til af musik? 

Når vi er på turné, lytter vi tit til Johnny Cash, Lena Andersen (FO), klassisk musik, Ry Cooder, alt muligt. Nummeret “Get Rhythm” med Ry Cooder minder mig om min far Leon W. Svendsen og hans bedste ven Finn Th. Bachman, når de rigtigt hyggede sig. Ud over det er jeg nysgerrig og kan også rigtig godt lide at lytte til stilheden. 

Er der noget andet om dig, som du gerne vil dele? 

Jeg elsker mad, der smager som en symfoni, med champagne i hånden til en god snak og en lang jam. Og så elsker jeg at bage brød.