Musikhuset i København
Huset rummer tre større koncertsale, hvor der kan være fra 200 publikummer og til den mindste på 50 personer. To af disse er meget velegnet til akustisk musik, og vi håber, at der kan etableres en “black box”, med mulighed for at lave performance, elektronika, musikteater mv.
Udover koncertsalene så er der mindst 800 m2 kontorplads + loft + kælder, og er en oplagt mulighed for det frie musikliv til at etablere et musikcenter, hvor musikere, kunstnere, producenter, iværksættere og arrangører kan møde hinanden på kryds og tværs til gavn for musikkens udvikling i København.
Vi har allerede modtaget flere henvendelser fra ensembler og musikorganisationer om at leje kontorplads i Musikhuset. Vi taler her om at etablere et musikens “forskningcenter" midt i København.
De unge, nyuddannede har også deres plads i Musikhuset. Man skal kunne leje sig ind på timebasis, hvis man har brug for kontorplads, kopimaskiner, øvelokaler mv. Musikhuset skal blive et musikkens mødested!
Vi er tre personer, som har dannet en styregruppe, som arbejder med at gennemføre dette spændende projekt. Vi regner på økonomien, organiserer alle forespørgsler, har politisk kontakt og udvikler en plan for fremtiden.
Den måde, I som medlemmer i DMF København nemmest kan hjælpe processen videre på, er at gå ind på vores facebookside:
https://www.facebook.com/MusikhusetKbh og give den et like - men - husk at også dele siden på jeres personlige side og inviter venner til at like Musikhusets side.
Intet er afgjort endnu, den politiske proces kører i højeste gear, og det er nu, at vi københavnere - musikere som ikke musikere - kan vise, at vi har brug for et ”Musikhuset København”!
Vi ved, at Københavns Musikudvalg er positive for at undersøge muligheden for at støtte et regionalt klassisk spillested i byen.
Glædelig jul ønsker
Viktor Wennesz, klarinettist i Den Kongelige Livgardes Musikkorps og Messiaen Quartet Copenhagen
Björn Ross, leder af Koncertkirken
Jesper Lützhøft, kunstnerisk leder af ATHELAS sinfonietta