Politik

Politikere vil have flere lokale musikskoler i København

Der er bred enighed blandt partierne på Rådhuset i København om, at flere børn skal have lettere adgang til musikundervisning – men vejene dertil er forskellige. 

 Lidet flatterende er det, at København har landets mindste musikskole målt pr. indbygger med notorisk lange ventelisterne til følge. Problematisk for mange børn og familier er også afstanden til undervisningen, der centrerer sig i Kødbyen på Vesterbro.  

Derfor kan mange børn og familier ikke få undervisningen til at passe ind i en travl hverdag, hvor lokale tilbud er afgørende for deltagelse.  

For nylig blev det derfor aftalt, at Københavns Musikskole udvides med to nye afdelinger på Østerbro og Vestamager, hvilket koster omkring en million kroner årligt.  

Men ifølge flere partier på Rådhuset er der stadig for få tilbud og for langt at transportere sig for de mange børn, der gerne vil gå til musik.   

Derfor ser de gerne flere musiktilbud til byens børn – men ikke alle er enige i, at den kommunale musikskole alene skal løfte den opgave. 

SF: Pivringe forhold 

Vi starter hos SF, hvor medlem af Børne- og Ungdomsudvalget Rasmus Steenberger peger på, at udbuddet af kulturtilbud generelt er for begrænset: 

”Sammenlignet med, hvor jeg er vokset op i Slagelse, er udbuddet af kulturtilbud til børn og unge i København pivringe. Jeg har selv tre børn, og på Amager, hvor vi bor, er der meget langt til eksempelvis musik- og teaterundervisning, og det bliver man meget træt af.” 

 

Han er dog ikke sikker på, at det nødvendigvis skal være den kommunale musikskole, der står for nye og flere musikalske tilbud. Det kan også være andre kommunale aktører, for mest afgørende er det, at det giver mening lokalt, mener han. 

”Men uanset, hvem, der står for det, så vil det koste nogle penge, som det er svært at finde på budgetterne. Men det vil vi arbejde på at løse, for det er afgørende for børns udvikling, at de kan gå til teater, musik og andre kunstneriske tilbud.” 

S: Musikskolen kan blive endnu større 

Hos Socialdemokratiet fortæller Niels Bjerrum, at man allerede har taget skridt i den rigtige retning ved at oprette de to nye afdelinger på hhv. Østerbro og i Ørestaden. 

Udvidelsen er blandt andet sket på hans initiativ, fortæller han og fremhæver, at man i processen med at udvide den kommunale musikskole er nødt til at tage hensyn til de private aktører: 

”Årsagen til, at Københavns kommunale musikskole ikke fylder på samme måde som i mindre byer, er, at der er private aktører, der løfter en del af opgaven, og som vi skal tage hensyn til,” siger han og uddyber: 

”Den kommunale musikskole kan blive meget større, og det er vigtigt for mig, at der kommer flere tilbud, særligt i de områder, hvor de private tilbud ikke er til stede. Men jeg har fået det igennem, der var muligt nu, og jeg er glad for, at der kommer et løft.” 

Radikale: Vi er ikke i mål 

Hos Radikale Venstre glæder spidskandidat Christopher Røhl sig over, at musikskolen netop har fået flere midler, men ser stadig plads til forbedring: 

”Vi er slet ikke i mål endnu. Vi ønsker mere kultur til byens børn, hvor det at gå til musik er et reelt alternativ til sport eller at sidde foran en skærm. Og det kræver tilgængelighed. Så når vi skal sætte vores fokus, så er det på at få bygget Københavns Musikskole op med flere lokalafdelinger.” 

Klar tale fra EL 

Enhedslisten deler ønsket om et løft og peger på uligheden i byens nuværende tilbud. Medlem af Kultur- og Fritidsudvalget Frederik Kronborg siger: 

”Alle børn skal kunne gå til musik i deres nærområde, og politik er nogle gange så simpelt, at hvis det kræver flere penge, så må vi finde de penge. Det samme gælder, hvis der er lange ventelister – så må vi ansætte flere musiklærere.” 

Han foreslår, at eksisterende lokaler i skoler og kulturhuse tages i brug: 

”Musikundervisning skal ligge i naturlig forlængelse af børnenes skole eller fritidsordning, så det er nemt for dem at deltage. Der er ledige musiklokaler på skolerne og kulturhuse i byen, der kan bruges som baser for musikskolen, og dem vil vi arbejde for bliver brugt til musikundervisning.” 

K: Vi bruger for lidt penge 

Fra Det Konservative Folkeparti lyder der samme ønske om flere ressourcer: 

”Vi bruger for lidt penge på det, og det er for ringe, at vi eksempelvis kun bruger en tiendedel af, hvad de bruger på den kommunale musikskole i Stockholm,” siger Niels Peder Ravn. 

Han foreslår også at åbne flere af byens eksisterende musiklokaler: 

”Både private aktører og den kommunale musikskole bør kunne bruge lokalerne i stedet for, at det hele samles i Kødbyen.”