Fagbladet Musikeren

Årets ildsjælpris 2020

Til DMF Københavns Generalforsamling d. 4. oktober blev Årets Ildsjælspris traditionen tro uddelt.

Dette års prismodtager blev Viktor Wennesz, der er en af initiativtagerne til et nyt Musikhus for akustisk musik beliggende i det gamle Bymuseum på Vesterbrogade. Viktor fik blandt andet disse ord med på vejen:

Viktor har igennem det sidste år arbejdet ihærdigt for at overbevise Kommunen, musikudvalg og de lokale politikere i København om at kammermusikken har brug for sit eget hus. Et hus der kan samle mange forskellige genrer og blive grobund for frugtbare projekter og ideer på tværs af genrer og kunstarter.

Viktor er i den grad aktiv, bl.a. som Musiker, Kammermusiker, Koncertarrangør og er desuden formand for Østerbro Kammermusikforening.

Viktor deltager flittigt og kompetent, når debatten drejer sig om vigtigheden af musik- og kulturpolitik i offentlighedens interesse samt respekten for musik og musikkens vilkår. Hvilket må siges at være lykkedes her, ved at overbevise de københavnske politikere om vigtigheden af et samlende kraftcenter – et nyt Musikkens Hus for akustisk kammermusik.

Et stort tillykke til Viktor Wennesz med Ildsjælsprisen 2020 som er på kr.20.000,-