NEON PRIEST: NYT ALBUM PÅ VEJ
Var det en god oplevelse at optræde på Roskilde Festival?
Vi var meget spændte inden koncerten. Særligt om hvordan folk ville tage imod vores show og det, vi havde forberedt. Vi tænkte meget over iscenesættelsen, og havde sammensat et ret tight show, hvor farver, lys, vores bevægelser og drops var nøje tilrettelagte. Det er nok det, vi var mest oppe at køre over inden!
Publikums eksplosion og den bevægelse, der blev skabt, var fed. Det glemmer vi ikke!
Hvordan var oplevelsen af First Days og Emerging Artist Area?
Det virkede til at Roskilde Festival havde gjort det lidt større i år. Det var fedt, at der var et område, hvor vi følte, der var ro og fede rammer til at være før, efter og imellem shows under First Days.
Det kunne være fedt, hvis de måske fremover præsenteret det, der foregik i området for os artister inden, så man kunne udnytte nogle af de ting, der skete i løbet af ugen. Det var lidt dag for dag, og måske kunne vi have fået mere ud af området end at have et sted at føle os trygge … selvom det også er enormt vigtigt!
Vi går ret meget op i at skabe sunde mentale rammer for os selv i forbindelse med shows. Vi prioriterer, at der er tid til at koble fra, især i de perioder, hvor vi arbejder under et ret højt pres. Det kræver, man er tilgængelig konstant, hvis man gerne vil frem i den her branche, og det er både fedt, men også enormt hårdt. Derfor tager vi tit op i en hytte ifm. med, at vi skal skrive musik for at få ro.
Det er et mantra. Vi skal passe godt på os selv og hinanden.
Hvordan opstod Neon Priest?
Vi har kendt hinanden og spillet sammen i 7 år. Rødderne går langt tilbage, men Neon Priest er et nyere projekt, hvor vi opdager en ny lyd sammen og udforsker et nyt univers.
Det er et fedt projekt, hvor vi virkelig udvikler os og opdager nye sider af hinanden og af musikken. Derfor var det også lidt ekstra spændende, hvordan folk tog imod det show, vi havde med på Roskilde Festival. Det er nyt, spændende og lidt angstprovokerende. Vi blotter os måske lidt, men det skal man også, for det er der, der ofte sker noget magisk.
Vi spiller alle i andre musikkonstellationer også, og vi tror virkelig, det udvider og udvikler Neon Priest. Man bliver inspireret, når man spiller ny musik og oplever musik fra forskellige vinker. Den inspiration bidrager vi alle med, og det styrker projektet og vores energi.
Hvordan vil I beskrive jeres musik?
Vores musik er energi, intens og frigivende. Vi laver elektronisk pop med trance-referencer og undertoner af en energisk radikalitet.
Vi håber, man mærker den… måske mærker man festen, om det så er helt bogstaveligt eller indvendigt. Vores udgangspunkt, når vi laver musik, er, at vi vælger at mærke festen. Det er måske lidt et statement, at det er et valg. Det er enormt vigtigt for os, at vi selv kan mærke det. Det håber vi, man kan mærke, når man lytter.
Hvad drømmer I om?
Vi drømmer om at spille mere i udlandet! Det er helt klart en drøm.
På et lidt højere niveau drømmer vi om mere diversitet i samfundet og i musikbranchen.
Hvad er der sket efter Roskilde?
Vi har været ude og spille i løbet af sommeren. Vi har spillet nogle festivaler og andre jobs blandt andet Musik i Lejet. I september spiller vi til Bylarm i Norge (14-17. september), og så udgiver vi snart nyt album.
Vil I sætte et par ord på jeres nye album?
Det nye album skal samle trådende for vores arbejde det seneste stykke tid, men der er fortsat også en del løse ender og sange, som endnu ikke er skrevet, som vi i de næste par måneder skal forsøge at støbe sammen.
Albummet vil bære præg af en opløftet og til tider euforisk klubenergi, som vi har medbragt til vores seneste koncerter. Men det er samtidigt også en god mulighed for os at vise noget musik med en energi, vi ikke nødvendigvis ville tage med live. Vi har en stor kærlighed for dansegulvet, men der vil også være tracks til din søndag eftermiddag på sofaen.