Interview

Andreas Svendsen: "Jeg elsker diversiteten i tilværelsen som udøvende musiker"

Andreas Svendsen er trommeslager, har turneret verden rundt og er lige nu aktuel med to albums – og så er han månedens medlem i oktober. Vi har taget en snak med den 35-årige musiker om hverdagen som trommeslager, at spænde på tværs af genrer og turnelivets op- og nedture.

Hvor længe har du været medlem af Dansk Musiker Forbund?

Jeg husker det ikke konkret, men godt og vel 10 år.

Hvilken form for musik spiller du? Hvilken genre? Hvilke instrumenter?

Jeg er trommeslager, primært indenfor jazz og det der ligner, men jeg spiller mange forskellige stilarter og genrer.  Jeg har altid gjort en dyd ud af at være så alsidig, rent musikalsk, som muligt, og jeg har altid undret mig over, at der er så stort et skel imellem jazz- og poprockverdenen. Også det klassiske miljø for den sags skyld. Det hele er jo musik, og jeg ser mange flere ligheder end forskelle. Jeg har lært så mange gode ting ved at spille med folk, som har en anden tilgang og andre evner end mig selv, så derfor forsøger at jeg være så bred som muligt, selvom mit udgangspunkt langt hen ad vejen må være jazz. Jeg spiller desuden også elbas og klaver on the side.

Hvad arbejder du på for tiden?

Lige for tiden spiller jeg Billy Elliot på Det Kongelige Teater, og jeg har lige været på turnéer i hhv. Sverige, Litauen og Egypten. Derudover er jeg med ude for at promovere to nye albums fra hhv. OTOOTO og en svensk jazzsangerinde, der hedder Ellen Andersson. Jeg skal også på en Letland-turné med OTOOTO inden året er omme.

Hvad er det sjoveste ved at være musiker?

Jeg har altid elsket at spille trommer, men derudover elsker jeg diversiteten i tilværelsen som aktivt udøvende musiker. Både i den musikalske forstand, men også det, at man oplever så mange forskellige steder og mennesker i forbindelse med koncerter og turnéer. Der er ikke to dage der er ens, og det elsker jeg, selvom det også kan være hårdt.

Hvad er det hårdeste ved at være musiker?

Det må være transporttiden! Alle de timer man får brugt i diverse biler, busser og fly på alle mulige åndssvage tidspunkter.

Hvad er din største succes/milepæl som musiker?

Jeg er ret glad for, at jeg flyttede til New York City for at tage min Master’s degree fra Manhattan School of Music tilbage i 2014. Jeg studerede de første to år, og blev boede i knap to år mere, hvor jeg bare levede af at spille. Det var nogle virkelig fantastiske år, der udviklede mig utroligt meget på alle parametre, og det er nok det vildeste, jeg har oplevet. Derudover ser jeg glædeligt tilbage på turnéer med hhv. Jeremy Pelt, Cyrille Aimée og Eric Reed og meget andet. Det var også en kæmpe ære at få lov at spille West Side Story på Operaen med Det Kongelige Kapel for 2 år siden.

Hvad drømmer du om?

Jeg vil egentlig gerne kunne fortsætte med at gøre det, jeg gør, og så håber jeg på, at der bliver ved med at komme mange spændende musikalske tilbud. Jeg vil gerne mere ind i popverdenen også, men så længe jeg kan få lov at spille på så højt niveau som muligt, med så gode mennesker som muligt, som kan udfordre mig, så vil jeg være glad og tilfreds!