DMF Hovedstaden arbejder for mere musik til børn og unge
Mange af DMF Hovedstadens medlemmer lever helt eller delvist af at undervise i musik. Og for både at styrke deres arbejdsbetingelser og sikre mere musik til børn og unge i hovedstaden, arbejder DMF H’s bestyrelse for at give underviserne en samlet og dermed stærkere stemme.
Og det afspejler sig i det strategiske arbejde, fortæller formand Henrik Jansberg.
”I bestyrelsen har vi stort fokus på, hvordan vi kan spille ind i kultur- og fritidspolitikken i hovedstadens kommuner med forslag til, hvordan vi kan give børn og unge bedre musiktilbud- og undervisning samtidigt med, at vi forbedrer arbejdsholdene for vores medlemmer,” siger han.
Lige nu er arbejdet stadig kun i sin indledende fase, hvor ideer og muligheder diskuteres og tryktestes. Men et eksempel på arbejdet er, at man i bestyrelsen kigger på muligheden for at sikre gratis musikundervisning i indskolingen, så børnene tidligt bliver introduceret til instrumenter og kor.
”Formålet med vores arbejde er at finde områder, hvor vi kan se nye veje og muligheder for musikunderviserne, og få disse ideer præsenteret for politikerne og i sidste ende implementeret,” siger Henrik Jansberg.
Arbejdet betaler sig
Han understreger, at den slags arbejde ikke er noget, der giver resultater fra den ene dag til den anden, men er en langstrakt proces, hvor der fra DMF Hovedstadens side både skal laves konkrete forslag, lobbyarbejde, skrives artikler og drikkes kaffe med de relevante folk, der i sidste ende kan træffe beslutningerne.
”Men erfaringen viser, at den slags arbejde betaler sig, og der er flere underudvalg i bestyrelsen, der arbejder med det på forskellige måder,” siger han.
Tidligere har bestyrelsen arbejdet på at få indført LMS’s skolekoncertordning i Københavns Kommune, hvilket sker fra næste år til glæde for både børn og musikere.
Ønsket om netop at sikre mere musik til børn og unge er også en del af hovedforbundets målsætninger, fortæller Henrik Jansberg, og som lokalafdeling er det deres opgave at forsøge at implementere de målsætninger lokalt.
”På den måde kan vi som forbund arbejde på flere planer, hvor vi i DMF Hovedstaden arbejder lokalt, mens hovedforbundet kigger på de nationale linjer og mulighederne,” siger han.
Har man forslag eller ideer til, hvordan der kan komme mere musik til hovedstadens børn og unge, er man meget velkommen til at kontakte forperson Henrik Jansberg på heja@dmf.dk