Andet

Fulde folk og forsikringer: 6 gode råd til julekoncerterne

I december spilles der et utal af koncerter til julefrokoster og julefester. Her guider de erfarne musikere Benjamin Aggerbæk og Dennis Flacheberg til, hvordan du får den bedste oplevelse ud af de til tider krævende julejobs.

Den søde juletid er også lig med masser af spillejobs for landets musikere. Men særligt indtaget af alkohol og publikums forventninger gør koncerterne til en særlig disciplin, man med fordel kan forberede sig på.

Derfor får du her seks gode råd fra de to erfarne musikere Benjamin Aggerbæk og Dennis Flacheberg, der tilsammen har spillet massevis af julekoncerter.

Og vi starter med Benjamin Aggerbæk, der som soloartist har lært, hvilke julejobs, han skal sige ja til, og hvilke, der ikke er de rigtige for ham.

Den rigtige ramme

Når du eller dit band bliver tilbudt et spillejob til en julefest eller –frokost, er det afgørende, at det er en ramme, der passer til dig/jer og en ramme, du er tryg ved.

Hvis man som jeg er soloartist med guitar og sang, er de sene tidspunkter måske ikke de rigtige. Til gengæld har jeg ofte spillet tidligt på aftenen, mens folk fik et glas og blev budt velkommen, hvilket passede godt.

Men senere på aftenen vil folk oftest gerne danse og høre numre, de kender, hvorfor jeg hurtigt fandt ud af, at det ikke er den rigtige ramme for mig.

Pointen er, at det ikke er en god oplevelse at spille et job, hvor publikums forventninger er nogle helt andre. Og jo senere på aftenen, desto vildere bliver det.

Dialog er vigtigt

Sørg derfor for at få en grundig snak med kunden, der hyrer dig/jer om deres forventninger, og spørg ind til, hvilken setting og hvilke rammer, I skal spille under.

Passer det, du/I kommer med, til den stemning, som arrangøren ønsker eller forventer?

Er mavefornemmelsen god, går det som regel godt. Men kan du mærke, at forventningerne ikke kan indfries, bør du i stedet anbefale en kollega, der kan levere det, der efterspørges. Det er der god karma i, og det giver alle en bedre oplevelse.

Sørg for at være forsikret

Tabte drinks og fadøl, væltede højtalere og masser af fulde folk kan gå hårdt udover dit udstyr.

Sørg derfor for at være forsikret gennem DMF’s instrumentforsikring, så du er sikret mod ødelagt udstyr.

En instrumentforsikring er altid en god idé, men særligt i december, hvor man ofte har mange jobs på stribe, er det afgørende, at man hurtigt får dækket sin skade, så man kan købe nyt udstyr.

Nu til guitarist Dennis Flacheberg, der i regi af diverse festbands har spillet mange dansegulve op til fest. Han tøver ikke med at kalde julefrokostjobs for nogle af de værste. Alligevel er de svære at undvære, fordi der er så mange af dem, fortæller han.

For at komme bedst muligt igennem dem, har han derfor følgende tre gode råd:

  • Sæt barren i rette højde

Julefrokostjobs er nogle af de værste, fordi man ofte ender med at være bagtæppe til en masse fulde mennesker, der vælter rundt på gulvet. Derfor skal man have de rigtige musikere med sig, der alle er indstillet på, hvilken slags koncert, det bliver.

For mig skal det være folk, der er med på at underholde og skabe en fest. Musikere, der ser sig selv som for fine til den slags jobs, tager jeg ikke med. For så bliver det ikke god oplevelse.

Man skal tage den slags jobs for, hvad de er, og vide, hvad man går ind til. På den måde kan man få det bedste ud af det, og det kan sagtens være en god oplevelse, selv om gæsterne måske ikke sætter den største pris på ens kunstneriske arbejde.

  • Står scenen det rette sted?

Når man skal skabe en fest, er det vigtigt, at man afstemmer med arrangøren, hvor scenen skal stå i forhold til baren. Baren skal stå i samme rum, og gerne tæt på scenen, så folk ikke forlader området.

Det er nemlig afgørende for bandets succes med at underholde og for at undgå, at festen flytter andre steder hen, mens man spiller.

I forbindelse med, at man bliver booket, er det også klogt at tale med arrangøren om, hvorvidt de bør bruge penge på lys og lyd, så gæsterne og ikke mindst ens band får den bedste oplevelse. Det gælder særligt, når man skal spille for mange gæster.

  • Forvent fulde folk

For mange er julefrokosten den ene gang om året, hvor de smider alle hæmninger og drikker sig meget fulde. Det skal man være forberedt på, og man skal have en plan for, hvad man gør, hvis folk hiver i ledningerne eller andre dumme ting.

Det kan være, at man har en kontaktperson eller vagt på stedet, man kan tage fat i, ligesom man internt i bandet taler om, hvad man gør, hvis ikke det virker blot at ignorere de fuldeste af folk.

På den måde er man forberedt, og det er en god ide at være, særligt hvis man er ny i at spille den slags jobs.