Gasolin’-legende anbefaler: DMF København har den fedeste lejlighed i Berlin
De fleste har nok besøgt Berlin op til flere gange, hvorfor en yderligere introduktion af den tyske hovedstad er overflødig.
Det rige kulturliv og den levende musikscene med noget for enhver tænkelig smag trækker hvert år tusindvis af kunstnere fra hele verden til byen, der aldrig rigtig går i seng og som altid har en vild oplevelse mere i ærmet.
DMF København ejer her en 109 m2 lejlighed i det gamle østkvarter Prenzlauer Berg på grænsen til Mitte og tæt på Alexander Platz.
Området er et trendy og stemningsfuldt bohemekvarter tæt på Berlins mange live-klubber og de store klassiske koncertsteder med blot få minutters gang til nærmeste U-Bahn og Tram.
Fantastisk placering
Muligheden for at bruge lejligheden har den tidligere bassist i Gasolin’, Wili Jønsson, benyttet sig af flere gange og han kan ikke anbefale lejligheden og byen nok.
”Det er en fantastisk lejlighed i et fantastisk kvarter tæt på masser af kunstudstillinger og levende musik. Lejligheden har også instrumenter, som jeg gerne spiller på, når jeg er der med min hustru,” fortæller Wili Jønsson, der også benytter sig af lejlighedens to tilhørende cykler til at komme rundt.
”Der er så utroligt meget at se og opleve i Berlin, og lejlighedens placering betyder, at man er tæt på mange oplevelser, særligt inden for kultur. Det er virkeligt et skønt sted,” siger Wili Jønsson.
Trækker lod om pladserne
Lejligheden er udstyret til seks personer og indeholder stue, køkken, musikværelse med bl.a. bas, keyboard og guitar, badeværelse og gæstetoilet samt to soveværelser, og du behøver hverken medbringe sengetøj eller håndklæder.
Medlemmernes formål med rejsen til Berlin blander DMF København sig ikke i, og mens Wili Jønsson bruger lejligheden til at holde ferie og dyrke det rige kulturliv, er der andre, der booker lejligheden i forbindelse med spillejobs i den tyske hovedstad.
Særligt populær er lejligheden naturligvis i forbindelse med skolernes faste ferieuger samt nytår.
For at sikre, at afdelingens medlemmer har lige adgang til lejligheden, trækkes der fire gang om året lod om ugerne. Hvornår, der er ansøgningsfrist til hvilke uger, kan du løbende se i Musikken og på hjemmesiden (https://kbh.dmf.dk/page/lejlighed-i-berlin).
Som medlem i DMF København kan du max søge på to forskellige uger pr. lodtrækning, men skulle du ikke være så heldig, at få dine ønsker opfyldt, kan du altid komme på venteliste eller undersøge muligheden for at booke evt. ledige uger.
Begge dele foregår ved at kontakte Lone Laursen på kbh@dmf.dk eller 35242700
Og prisen er ganske rimelig: 3.000 kr. for en uge samt 1.000 kr. i depositum, som du får retur, medmindre der er sket skader, bortkomst af nøgler eller rengøringen er utilstrækkelig. Man skal selv gøre rent og vaske sengetøj inden hjemrejse.
Nøgler til lejligheden hentes og afleveres hos DMF København på Sankt Hans Torv og skiftedag er mandag. Rigtig god tur!