Gør som Martin – Stil op som delegeret
Den 6. maj er der generalforsamling i DMF Hovedstaden, hvor de delegerede til det kommende Årsmøde i september vælges.
Blandt dem, der tidligere har stillet op som delegeret, er 30-årige Martin Bastiansen, der er sangskriver, musiker og producer. Han stillede første gang op i 2019, hvor han også efterfølgende blev valgt til hovedbestyrelsen ved Årsmødet.
Her forklarer han, hvilken indflydelse det giver, når man bliver valgt som delegeret, og hvorfor alle, der har lyst til at bruge deres stemme og bringe deres erfaringer i spil, bør stille op.
Martin, kan du først kort forklare, hvad Årsmødet går ud på?
”Årsmødet er der, hvor DMF’s afdelinger samles på tværs af landet og alle kommer til orde. Her bliver de tiltag, der arbejdes på både lokalt og i hovedbestyrelsen, belyst og diskuteret. Der er mulighed for at netværke og møde andre medlemmer, og så er det her, man stemmer om de fremsatte forslag, der har meget at sige for, hvilken retning DMF udvikler sig i.”
Hvad betyder det at deltage som delegeret?
”Som delegeret har man stemmeret til Årsmødet, og dermed er man med til at sætte dagsordenen for det kommende års politiske arbejde. Man kan give sin mening til kende og være med til at stille alternative forslag eller rettelser til de forslag, der diskuteres og stemmes om. Kort sagt har man som delegeret medindflydelse på det, der sker i DMF. Og så kan man stille op til Hovedbestyrelsen, der er DMF’s øverste ledelse, som jeg selv har gjort.”
Ja, du blev også valgt og har været medlem af hovedstyrelsen siden 2019. Hvorfor stillede du op som delegeret dengang?
”Fordi jeg følte, at jeg kunne gøre en forskel. Musikbranchen er enormt bred, og jeg syntes, der manglede en profil som mig, der kunne sætte fokus på de problemstillinger, som jeg selv møder og kender fra mine musiker-kollegaer. På den måde er jeg også deres stemme. Det er enormt vigtigt, at vi har en så bred repræsentation som muligt, for vores arbejdsliv og udfordringer er enormt forskellige alt efter, hvor vi er i livet.”
Du var forholdsvis ung, da du stillede op første gang. Det er du sådan set stadigvæk. Hvordan er det i en politisk organisation som DMF?
”Ja, jeg var 26. I starten føltes det som at træde ud på uvidende grund, for der var mange ting, jeg ikke kendte til. Men der er ikke noget farligt i det, og det, man ikke ved, bliver man klogere på. Ingen forventer, at man ved alt om alt. Til gengæld vidste jeg en masse om den situation og de udfordringer, som jeg selv og mine kollegaer var og stadig er i. Og den viden er vigtig for mig at byde ind med, så DMF kan passe bedst muligt på alle medlemmer.”
Hvem vil du anbefale stiller op som delegeret ved dette års generelforsamling i DMF?
”Alle, der har lyst til at bruge deres stemme og bringe deres erfaringer i spil, bør stille op. Jeg vil næsten kalde det en pligt, hvis man sidder og føler, at man har noget at bidrage med. I hovedbestyrelsen ved vi ikke alt om alt, og vi vil meget gerne høre, hvordan tingene ser ud fra så mange forskellige sider som muligt. På den måde kan vi træffe de bedste beslutninger ud fra den bedste viden. Om ikke andet bør man deltage i generalforsamling den 6. maj, hvor man kan høre mere om, hvilke muligheder, der er.”
Vil du stille op som delegeret? Så kom med til DMF Hovedstadens generalforsamling d. 6. maj, hvor der vælges delegerede til Årsmødet. Tilmelding dig her.