Musikken

Henrik Jansberg: Kvaliteten er afgørende for de private musikskoler

Hos Dansk Musiker Forbund Hovedstaden bakker man op om private musikskoletilbud. Men det er afgørende, at kvaliteten og det faglige niveau af undervisningen samt vilkårene for de ansatte er i orden.

Med landets mindste kommunale musikskole målt pr. indbygger er der intet at sige til, at markedet for private musikskoler er stort i København. Således er der også mange tilbud at vælge i mellem, når man laver en simpel søgning på internettet. Og for mange forældre er det netop sådan, at et musikundervisningsforløb starter for deres børn.

Og er der ikke plads på den kommunale musikskole, eller for langt fra hjem eller skole til samme, så er et privat tilbud i mange tilfælde den eneste valgmulighed.

Det gælder ikke mindst for de elever, der stiler mod et senere liv som professionel musiker, hvor privat undervisning af høj kvalitet ofte er en uundværlig del af rejsen dertil. Og det er kun godt, at disse tilbud findes, mener forperson hos DMF Hovedstaden, Henrik Jansberg, der bakker op de mange gode private tilbud.

Dog er det afgørende understreger han, at kvaliteten af undervisningen er høj og vilkårene for underviserne er rimelige.

”Vi ser desværre eksempler på, at nogle musikskoler tilbyder dårlig løn og ansættelsesvilkår, og vi ser også, at kvaliteten af undervisningen kan være alt for svingende,” siger han.

 

Et job for professionelle

Som forperson for de professionelle musikere og musikundervisere i Hovedstaden er det Henrik Jansbergs holdning, at musikundervisning skal foretages af netop professionelle, der har enten uddannelse eller en erfaringsmæssig baggrund med sig. Ikke mindst ift. den pædagogiske og didaktiske del, der er afgørende for at lære musik fra sig.

”Som privat aktør er man et supplement til den kommunale musikskole, hvor underviserne typisk har en uddannelse fra et konservatorium bag sig inklusive den pædagogiske del, der er uhyre vigtig. I min optik er det minimum det samme niveau, de private skal tilbyde,” siger han.

Og netop professionelle musikere og musikundervisere skal arbejde under rimelige forhold, hvor løn og ansættelsesforhold er i orden, uddyber han.

Som ansat på en musikskole eller som leder af samme er man altid velkommen til at kontakte Dansk Musiker Forbund i forhold til et tjek af løn og arbejdsforhold.

”Hos DMF er løn noget vi snakker om, og vi har overblik over, hvad der er ret og rimeligt. Så brug os endelig, hvis du er tvivl, om dine arbejdsforhold er inden for skiven,” slutter Henrik Jansberg.