Kære fonde, politikere og organisationer: »Skru ned for underfinansierede projekter. Vi har brug for forankring«

Min hensigt er ikke at kritisere de mange eksisterende og fremragende projekter, som spiller en vigtig rolle i kunst- og kultursektoren. Snarere ønsker jeg at udfordre ideen om, at vi konstant skal finde på nye projekter for at imødekomme vores udfordringer.

Der er brug for innovation og initiativ, ja, men der er i lige så høj grad behov for forankring af bæredygtige initiativer.

Ender på gulvet

I musikbranchen har vi utallige eksempler på vellykkede projekter, der leverer resultater inden for områder som børn og unge, inklusion, mentalt helbred, diversitet og talentudvikling. 

Disse projekter har ofte haft succes på den korte bane, men de kæmper alle med en afgørende barriere: Begrænsede økonomiske midler og krav om konstant fornyelse, hver gang projektet skal videreføres. 

Groft sagt ender meget at det, vi først roser og klapper af, på gulvet, når bevillingen løber ud. 

Og det udfordrer idéen om at opbygge varige og dybtgående forandringer.

Desuden er konkurrencen om midlerne fra kulturudvalg, fonde og andre bevillingsgivere intens. Alle forsøger at blive dem, der bliver begunstiget, hvilket fører til en situation, hvor mange projekter begynder at ligne hinanden og forsøger at adressere de samme problemstillinger. Man slås om det samme ben, der hurtigt er spist.

Underfinansierede projekter

Resultatet er en overflod af underfinansierede projekter, der forsøger at skabe trygge rum og fællesskaber for musik, afholde camps, undervisnings- eller talentudviklingsforløb. 

Mens vilkårene for dem, der ansættes i projekterne, bliver dårligere. Når kulturprojekterne ikke har den økonomiske ramme, projektet oprindeligt var tænkt ind i, så bliver det op til projektholderne at vurdere, om ideen skal falde eller videreføres med meget færre midler. 

Desværre er tendensen, at vi i kunst- og kulturlivet vælger det sidste, klemmer ballerne sammen, klipper en hæl og gennemfører projektet alligevel. Så presses arbejdsvilkårene yderligere, hvorefter evaluering og formidling af opsamlet viden ryger. Dermed ryger forankringen også.

Fonde bør tale sammen

Hvis vi ønsker, at projekterne skal have en mere varig indvirkning, er vi nødt til at søge forankring for dem, der faktisk opnår resultater. Har et projekt dokumenteret, at det øger trivslen for børn, er det afgørende at forankre det i eksempelvis kommunale strukturer, så vi kan høste frugterne også på lang sigt. Det kræver bæredygtig udvikling og institutionel forankring at skabe varige løsninger.

Jeg har selv siddet i Statens Kunstfond og Nordisk Kulturfond og ved, at fondene har overblik og spiller en central rolle i kuratering af projekter, der skal finansieres.

Derfor bør man overveje, om fondene kan formidle og i langt højere grad facilitere samarbejde på tværs af projekter. Måske ligefrem skabe et fælles udviklingsforum for kunst- og kulturprojekter. På den måde kan flere små projekter opnå en større og mere stabil base. 

Det vil også give mulighed for, at vi kan stille større krav til evalueringen af projekterne, deres virkning i samfundet og formidling af den nye viden projekterne bringer med sig. 

Samtidig skabes bedre og tryggere arbejdsvilkår for mange professionelle i kunst- og kultursektoren, og det bidrager til at øge kompetencerne og kapaciteten inden for området.

I mødet med musikken opstår forandringer, og det er på tide, at vi ser ud over enkeltprojekter og investerer i langsigtede løsninger, der vil berige vores kulturliv og samfund på varig vis. 

Det er på tide, at vi går fra projektorientering til forankring i vores kulturliv. Det er på tide, at vi skaber et bæredygtigt kulturliv, som bærer frugt på lang sigt.