Musikken

KLUMMEN: Mere åbenhed omkring honorarstøtte

Rasmus Barud Thomsen, redaktør for MUSIKKEN
Rasmus Barud Thomsen, redaktør for MUSIKKEN

Mange professionelle musikere er afhængige af, at kommunens støttekroner havner de rigtige steder, og ikke mindst, at de bliver brugt på musik.

Men som man kan læse i denne udgave af Musikken, er der blandt det tidligere medlem af Københavns Kommunes Musikudvalg Kjeld Lauritsen utilfredshed med den manglende offentliggørelse af ansøgninger til honorarstøtte og affrapporteringen af samme.

Efter knap tre år i Musikudvalget valgte han at melde sig ud før tid på grund af samarbejdsvanskeligheder med flere af de andre medlemmer samt utilfredshed med trægheden i systemet.

Særligt bekymrende finder han den manglende åbenhed omkring den vigtige honorarstøtte, og at det efter hans opfattelse er meget svært at rokke ved den fordeling, som ”plejer” dikterer, der skal være.

Kort opsummeret mener han, at utilfredshed og oplysninger omkring måden, som de kommunale støttekroner gives på, skal ud fra de lukkede kontorer hos kommunen og frem i offentligheden, hvor borgerne og politikerne bliver nødt til at forholde sig til dem.

Det er svært at være uenig med holdningen omkring mere åbenhed vedrørende forvaltningen af skatteborgernes penge, og her fra Musikken er der klar opbakning til, at relevante oplysninger kommer i det åbne.

Og det gælder hele vejen rundt i det sindrige system af støtteordninger og -kroner, der holder store dele af musikken og musikerne i København ovenvande.

Penge, der er givet til musik, skal bruges på musik, og alle musikere, der optræder på de kommunalt støttede spillesteder skal som minimum have tariffen.

Derfor vil vi meget gerne vide det, hvis nogle af jer kære medlemmer har oplysninger, der er relevante at undersøge i forhold til fordelingen og brugen af honorarstøtte.

Skriv til mig på barud@journalist.com, hvis I ligger inde med relevante oplysninger, der naturligvis vil blive behandlet med største fortrolighed.