Musikken

KV21: Kultur er konservativt hjerteblod

Det er de store, kulturbærende institutioner, der fortsat skal vægtes højt i København, mens der godt kan sættes nye krav til de store spillesteder. Det fortæller Karina Bergmann, der genopstiller til KV 2021 for Det Konservative Folkeparti.
Karina Bergmann, Konservative
Karina Bergmann, Konservative

- Hvilken betydning spiller kunsten og kunstnerne for dig og Det Konservative Folkeparti i København?

”Det betyder alt. Kultur er konservativt hjerteblod, det er alt det, der gør os til mennesker, hvor vi lærer at forstå os selv, og det som skaber relationer mellem folk. Musikken gør byen levende, og det er bl.a. de mange kulturtilbud, vi har i København, der gør, at folk har lyst til at bo her. Kultur giver livskvalitet til folk, og det ville være en fattig by uden de mange tilbud, der er.”

- Hvilken form for kultur er vigtigst for dig og partiet?

”Som konservativ vægter vi de store kulturbærende institutioner såsom Det Kongelige Teater, Copenhagen Philharmonics, DR Koncerthuset og drengekoret højt. Institutioner, der har en plads i historien. Men også jazz, opera og kirkemusik er vigtige for os. Personligt lever og ånder jeg for den rytmiske musik, og faktisk ville jeg som ung gerne være musikjournalist, og jeg skrev også for det lokale skoleblad, hvor jeg anmeldte koncerter. Nu gik det så en anden vej rent karrieremæssigt for mig, men jeg elsker stadig musik og har været til utal af koncerter på byens spillesteder og festivaler, som vi fortsat skal bevare og støtte op om.”

- Skal København have flere spillesteder?

”Nej, det ser jeg ikke noget behov for, da vi i forvejen har en lang række gudbenådede steder som Vega, Pumpehuset, Rust, Amager Bio, Tap1 samt en masse andre og mindre spillesteder, hvor der er et stort udbud af musik.”

- Kan pengene til de offentligt støttede spillesteder bruges anderledes?

”Det kan de sikkert godt, og som borgerlig kan det godt undre mig, at kommercielle spillesteder skal have så meget støtte, som de får. Derfor har jeg også en drøm om, når samfundet åbner helt op igen, at de store spillesteder fandt nye måder at tjene til deres husleje på. Det kunne være, at de i dagtimerne kunne leje deres lokaler ud til anden brug, så de penge, de får af kommunen, i større grad kunne bruges på musik. Jeg mener også, at man på offentligt støttede spillesteder kunne sætte som krav, at de havde en bestyrelse, hvori der sad professionelle musikere, der kunne være med til at sætte retningen for, hvordan pengene bliver brugt.”

- Hvorfor skal man som udøvende musiker stemme på Det Konservative Folkeparti?

”Det skal man, fordi vi elsker kultur og musik, og fordi begge dele er bærende for os i vores politik. Selv om vi har vores darlings i form af de bærende kulturinstitutioner, så anerkender vi også, at det er samspillet mellem alle byens musikaktører, der giver det bedste kulturliv. Der skal være rum og plads til det hele.”