Mød kandidaterne på valg til DMF Hovedstadens bestyrelse 2024
Sara Nigard Rosendal
Uddannet klassisk slagtøjsspiller og udøvende musiker og komponist. Har siddet i DMF Hovedstadens bestyrelse siden 2013. Opstiller som næstforperson (foto: Anders Elmshøj).
Hvorfor har du valgt at stille op som næstforperson i bestyrelsen?
Jeg ønsker at stille op som næstforperson, for at gøre min indflydelse mere gældende - og for i endnu højere grad at være med til at præge vores lokalafdeling. I 2022 blev jeg valgt ind i hovedbestyrelsen, hvilket giver mig indblik i det overordnede arbejde for det samlede forbund - viden, som er brugbar, når man skal varetage tæt på halvdelen af forbundets medlemmers interesser.
Jeg arbejder i det tværæstetiske felt, hvilket giver mig et bredt kendskab til den danske musikscene og indblik i mange forskellige arbejdsrum, med meget forskellige rammer og vilkår. Jeg mener, at denne viden er enormt brugbar for vores forståelse af, at det at være musiker hele tiden ændrer sig. Vi arbejder som musikere og kunstnere i højere grad interdisciplinært; Der samskabes meget mere og genrebetegnelserne bliver mere flydende (og derfor måske også mindre væsentlige).
Hvilke mærkesager går du til valg på og hvorfor?
Min oplevelse er, at vores roller som musikere ikke længere kan defineres så skarpt og kantet. Vores forskellige måder at arbejde skal derfor frem i lyset for at skabe de bedste rammer. Jeg mener, at det er vigtigt, at hele musikbranchen - ja kunstbranchen, faktisk - taler meget mere sammen, erfaringsudveksler meget mere og samarbejder meget mere. Det er vigtigt for, at kulturen opnår en værdsat plads i samfundet, og dermed danner ramme om bedre vilkår for os alle sammen.
Kultur er “åndelig føde” og skaber i tillæg hertil social mobilitet, hvilket kan lempe flere problemstillinger i samfundet - såfremt man prioriterer den. Kulturen er ligeledes en væsentlig indtægt for samfundet, når man sammenholder med den offentlige kulturstøtte, der investeres i den. Kulturen skal frem i lyset som den store ressource den er, og mange sejlivede myter skal punkteres. Det gør vi bedst sammen - lad os gøre kagen større.
Hvad er du mest stolt af at have bidraget til i DMF Hovedstaden som ordinært bestyrelsesmedlem?
Diversitet i musikbranchen er vigtigt for mig. Jeg tog for nogle år siden initiativ til et diversitetsudvalg, som har ført til en fælles forståelse i bestyrelsen for at indtænke repræsentation som en naturlig del af alle processer; hvilket var målet med udvalget.
Der er selvfølgelig stadig en masse udfordringer, som jeg mener skal have vores fokus; fra decideret krænkende adfærd til manglende rettigheder og svære vilkår, når det kommer til barsel og økonomisk sikkerhed - også når man kommer tilbage på arbejdsmarkedet.
Hvordan vil du fortsætte det arbejde, hvis du bliver valgt ind som næstforperson?
Diversiteten skal også afspejle sig i vores bestyrelse - og forpersonskab. Jeg vil fortsætte og udbygge et i forvejen godt samarbejde med vores forperson Henrik Jansberg. Vi har forskellig alder, forskelligt køn og bevæger os på forskellige musikscener - hvilket jeg mener er en fordel for kvalificeringen af vores bestyrelsesarbejde. Henrik er utroligt kapabel politisk, hvilket jeg tror, jeg kan supplere ham godt i forhold til. Samtidig forestiller jeg mig at understøtte afdelingens arbejde med de medlemstilbud og den øgede medlemskontakt, der følger med vores nye flotte lokaler på Sankt Hans Torv.
Anders Malta
Komponist og udøvende musiker. Nyopstillet kandidat til DMF Hovedstadens bestyrelse. Stiller op som afdelingsbestyrelsesmedlem.
Hvorfor har du valgt at stille op til bestyrelsen?
Jeg stiller op til bestyrelsen, da jeg mener, at jeg med min erfaring som udøvende musiker og komponist kan bidrage væsentligt med nye perspektiver på musiklivet i København.
Jeg har, siden jeg var 16, spillet på et utal af danske spillesteder. I de seneste år har jeg komponeret en del, især til tværæstetiske projekter som film, teater og performancekunst. Jeg bevæger mig i et bredt genreområde og samarbejder ofte med symfoniorkestre, jazzmusikere, kor og andre ensembler. Derfor har jeg et bredt indblik i det danske musikmiljø, hvilket jeg ser som en styrke for DMF Hovedstadens medlemmer.
Derudover sidder jeg i Københavns Kommunes musikudvalg, hvilket giver mig en bred indsigt i, hvad der rører sig i musikken lige nu. Jeg har ørerne åbne, både over for dem der står på scenen, genreorganisationerne og dem, der leder de helt store spillesteder.
Hvilke politiske mærkesager går du til valg på?
Jeg vil kæmpe for, at vi skaber en mere rummelig musikbranche med større diversitet og bedre muligheder, både nu og på lang sigt. Jeg vil arbejde for, at vi bruger midler på konkrete tiltag, der sikrer en stærk og relevant musikbranche, både nu og i fremtiden. Og jeg vil kæmpe for ordentlige arbejdsforhold og fair løn, især på freelanceområdet.
Mai Seidelin Nørby
Sanger, sangskriver og kulturiværksætter. Har siddet i DMF Hovedstadens bestyrelse i 5 år. Genopstiller som afdelingsbestyrelsesmedlem.
Hvilke områder er du mest stolt af at have bidraget til som bestyrelsesmedlem i DMF Hovedstaden?
Jeg er stolt over at have bidraget til at fremhæve freelancemusikeres forhold i debatten, særligt i Københavns Kommune. Jeg sidder desuden i Københavns Musikudvalg, hvor jeg er udpeget til bl.a. at udpege regionale og honorarstøttede spillesteder. Her arbejder jeg for, at musikstøtten i højere grad fordeles til de steder, der tør at præsentere nichemusik og kunstneriske satsninger frem for sikre populære navne, der måske bedre kan klare sig på markedsvilkår. Dertil bakker jeg op om musiktiltag i byen, der i højere grad opstår ud fra en vækstlagstanke end fra kommercielle musikproduktionsselskaber.
Hvilke politiske mærkesager går du til valg på ved kommende GF og hvorfor?
Helt overordnet vil jeg arbejde for musikeres trivsel på flere parametre, for jeg mener virkelig, at vi står med mange udfordringer her, både økonomisk, strukturelt og socialt.
1) Ligestilling og ordentlige vilkår er meget vigtigt for mig. Selvom vi har haft #MeToo, så mangler vi fortsat en debat om, hvordan man som kvindelig musiker får børn og barsel til at hænge sammen med musikkarrieren. Det lykkes heldigvis for nogle, men for mange betyder det desværre også, at musikkarrieren udskiftes med mere faste jobs. Det kan være rigtig godt for en tid, men det er vigtigt, at man har muligheden for at komme tilbage til en karriere som udøvende igen, og det kan være rigtig svært. Jeg synes, det er vigtigt at kigge på nogle af de strukturelle ting vi kan gøre for at støtte mere op her, f.eks. ift. kunststøtten, som jeg mener burde være uændret før og efter barsel, upåagtet at der måske ikke har været samme aktivitetsniveau.
2) Desuden ligger det mig på sinde at musikeres løn stiger i takt med resten af samfundets og måske endda mere, da musikere ofte har både lave, usikre og ujævne indtægter. Løn er vigtig, både fordi musikere skal overleve, men også fordi musikken skal anerkendes som et dybt professionelt og specialiseret fag.
3) Og så skal vi have fokus på, hvordan en musikkarriere kan være bæredygtig igennem et helt liv, og hvordan den evt. ændrer sig fra ungdomskultur til noget andet. Vi skal have flere fortællinger frem i lyset, i stedet for kun at fokusere på dem der har succes på scenen lige nu.
4) Jeg sidder fortsat i Københavns Kommunes Musikudvalg, og her vil jeg også sætte fokus på trivsel. Her kan jeg påvirke, hvordan spillestederne kan blive bedre til at tage vare på musikernes trivsel og hvordan København kan blive en bedre musikby for de mange musikere der bor her.
Hvad er det fedeste ved at sidde med i DMF Hovedstadens bestyrelse, ifølge dig?
Jeg føler virkelig, at jeg kan gøre en forskel ved at skabe initiativer, der støtter op om Hovedstadens musikere. Det kan være vores lokale foreningsaktiviteter og senest vores initiativ med de nye lokaler på Sankt Hans Torv, der kan bruges af medlemmerne. Det allervigtigste for mig er nok den lokalpolitiske indsats, hvor vi forsøger at skabe forbedrede vilkår for musikerne ad politisk vej. F.eks. ved at være med til at sikre, at mere af kunststøtten går direkte til musikerhonorering, at der er blevet indført “Levende Musik i Skolen” i København, at der i det hele taget kommer mere og bedre musikundervisning til børn, at der er ordentlige øvelokaler og foreningsmuligheder i København osv.
Hvad ser du frem til ved dette års GF?
Jeg ser frem til en god debat om vores vigtige forbund, som jeg synes er inde i en god udvikling. Jeg håber, at mange medlemmer er nysgerrige og stiller spørgsmål og forslag. Efter GF glæder jeg mig til en uformel og festlig aften i musikkens tegn.
Paul Frederiksen
Korsanger i bl.a. DR Koncertkoret og Bagsværd Kirke samt freelancer. Har siddet i DMF Hovedstadens bestyrelse i tre år. Genopstiller som afdelingsbestyrelsesmedlem.
Hvilke områder er du mest stolt af at have bidraget til som bestyrelsesmedlem i DMF Hovedstaden?
Jeg har været initiativtager til at se på DMF’s struktur med henblik på en forandring til hvad jeg har tilladt mig at kalde en ’almindelig’ fagforening med almindelige vedtægter. I forhandlingerne om sammenlægningen af Korforbundet og Musikerforbundet gik det op for mig at en af de helt store hurdler var den besynderlige struktur hvor lokalforbundene så at sige i fællesskab ejer hovedforbundet. (At Korforbundets struktur var endda endnu mere mærkelig, gjorde det ikke lettere, men det var jo en bunden opgave).
Jeg synes det er helt håbløst at de udøvende kunstnere ikke har et fælles forbund, som det fx er tilfældet i Norge. Helt konkret var jeg hovedforfatter på det resolutionsforslag som afdelingen stillede i 2022 og som satte processen i gang.
Hvilke politiske mærkesager går du til valg på ved kommende GF og hvorfor?
Vi er stadig kun lige begyndt på det forberedende arbejde til at gøre DMF klar til at kunne være den (eller blandt de) drivende kræfter bag et forbund for alle udøvende (og på sigt måske endda alle) kunstnere i Danmark. Både politikerne og vores modparter i erhvervslivet har mere respekt for store forbund end for små, og vores fælles interesser er så åbenlyse, at jeg ikke fatter der ikke allerede har været flere bevægelser hen mod en sammenlægning.
Hvad er det fedeste ved at sidde med i DMF Hovedstadens bestyrelse, ifølge dig?
På en måde er de ting der driver mig – gode overenskomster (især på freelance-området) og et fælles forbund for alle udøvende kunstnere - sekundære i forhold til hvad DMFH arbejder med i det daglige, men vejen til magten går nu engang igennem lokalforeningen. Og det er en stor fornøjelse sammen med engagerede folk fra en bred vifte af det københavnske musikliv at drøfte og prioritere alle mulige slags opgaver fra de mest konkrete (fx indretning af vores lokaler) til mere strategiske opgaver i det kommunalpolitiske arbejde i vores store lokalområde. Jeg oplever bestyrelsen som meget kompetent og velfungerende.
Hvad ser du frem til ved dette års GF?
GF er ved at udvikle sig til en ret unik kombination af møde, netværk og party. I løbet af de få år jeg har været med, fornemmer jeg også at der kommer flere og mere forskellige musikere til mødet, folk jeg næppe ville møde andre steder, men som jeg alligevel har meget mere tilfælles med, end jeg vidste. Jeg er helt sikker på, at det kommer til at ske igen i år – og jeg glæder mig meget.
Karsten Bagge
Musiker, komponist, musikunderviser og bandleder. Har siddet i DMF Hovedstadens bestyrelse siden 2018. Genopstiller som ordinært afdelingsbestyrelsessmedlem.
Hvilke mærkesager går du til valg på og hvorfor?
Efter 25 år som freelance musiker, komponist, musikunderviser og bandleder med udgangspunkt i København, kender jeg til det pres, vi er underlagt i vores erhverv: Fair betaling. Psykisk og fysisk trivsel. Barsel, pension m.v.; goder, der for andre grupper i samfundet er helt almindelige, men ikke er det for os, der arbejder med musikken.
At få forbedret freelancernes og kombinatørernes generelle arbejdsvilkår mener jeg også er forudsætningen for, at vi gradvist får et mere diverst musikmiljø, både hvad angår køn, etnicitet, genrer, alder osv. Det gør det ikke alene, men kræver en aktiv og målrettet indsats, hvor vi både udfordrer egne holdninger og formår at tænke nyt hvad angår kulturen omkring musikerlivet.
En anden problemstilling er, at udviklingen af byen på mange måder gør det sværere at finde plads til det musikalske og kunstneriske liv, som alle forventer, der skal være i hovedstaden. Københavns og Frederiksberg kommuner har i mange år lukreret på, at storbyen, med sine statslige institutioner og tiltrækningskraft på musikere, nærmest automatisk har skabt levende musikmiljøer.
Vil man bevare disse, må de store kommuner forstå værdien i at investere både i den synlige del som f.eks spillesteder, og den knapt så synlige del, der bl.a handler om at gøre det muligt for det frivillige foreningsliv, der understøtter musikken, at eksistere samt sikre adgangen til egnede arbejdssteder/studier/øvelokaler til professionelle udøvere, der er til at betale.
Hvad ser du frem til ved dette års GF?
Jeg håber at se rigtigt mange kolleger til et hyggeligt møde og fejring af det faglige fællesskab. Det er det fællesskab, der gør os stærke sammen. Og så håber jeg selvfølgelig på din stemme til at fortsætte arbejdet for musikernes interesser i hovedstaden.
Siden opdateres løbende med kandidater. Stiller du også op til valget d. 6. maj, og skal dit kandidatur fremgå af listen her? Så send en mail til ell@dmf.dk.