Musikernes mentale trivsel handler også om økonomi

Økonomien er et afgørende element for musikernes trivsel. Derfor er vi nødt til at se på, hvordan pengene i musikbranchen fordeles og organiseres. For selv om folk i dag aldrig har lyttet mere til musik, så bliver pengene i branchen fordelt historisk skævt. Og det går udover trivslen blandt almindelige, professionelle musikere.

For konsekvensen af et stadigt større musikforbrug er tilsyneladende, at værdien af hver afspilning af et nummer falder, og at publikum i dag prioriterer at bruge penge på de store navne, når musikken skal opleves live. Som musikforbrugere er vi åbenbart mest nysgerrige, når musikken er nærmest gratis på streaming, men ikke når den er live, og vi skal betale for oplevelsen. 

Og det gør ondt på de mange musikere, som ikke kan fylde landets arenaer og festivalernes hovedscener eller som ikke har millioner af streams på diverse online musikplatforme. 

Streaming giver for lidt

Vi musikere har før oplevet, at en indtægtskilde tørrer ud, hvorfor vi så må finde en anden. Men tingene ændrer sig markant og hurtigere end før. 

I dag er der ikke bæredygtighed i at indspille og udgive albums for de fleste kunstnere. Da jeg udgav mit første album kunne det sælges med en lille fortjeneste, som hjalp næste produktion på vej. Det kunne endda lade sig gøre, selvom jeg var en lille kunstner i en nichegenre. 

I forhold til betaling fra musiktjenesterne er der brug for at afskaffe gratis-abonnementet og indføre bedre betalingsmodeller. Samtidig er der også brug for en decideret lovfæstet ret til en fair betaling til kunstnerne direkte fra streamingtjenesterne. 

I lyset af de store forandringer kunne man også tro og håbe på, at vores store statsfinansierede public service kanaler tog et større ansvar og var langt mere understøttende i forhold til musikkens mangfoldighed. At der blev givet mere plads til nicher og smallere danske udgivelser, og dermed betaling til flere musikere gennem radiokanalerne, men det har vist sig ikke at være tilfældet.

Skal musikere kunne finansiere deres underskudsgivende udgivelser, kræver det øgede indtægter andre steder fra. Det kunne være fra liveoptræden på scenen, men her er den offentlige interesse og omtale som nævnt vendt mod de store koncerter med store navne.

En del af løsningen er derfor, at der kommer fair og bæredygtige vilkår for musikere, der spiller på de offentligt støttede spillesteder. Denne løsning ligger godt i forlængelse af en længe tiltrængt opdatering af den nuværende spillestedslovgivning. Det løser ikke publikumsudviklingen i første omgang, men meningen med offentlig støtte er vel, at den skal fremme musik af høj kvalitet, under professionelle vilkår, i hele landet: Musik, der udvikler scenen og præsenterer kulturarven, og musik med et smallere eller mindre betalingsstærkt publikum.

Kollektive aftaler

Organisering og kollektive aftaler har længe været et værn mod uretfærdige vilkår på arbejdsmarkedet. På musikområdet er potentialet for bedre organisering stort, og hvor der eksisterer kollektive aftaler, er grundvilkårene generelt set bedre end, hvor der ikke er aftaler. 

Alligevel har hverken regionale, genre- eller netværksspillesteder forhandlet nogen form for kollektiv aftale om de optrædendes vilkår, hvilket efterlader musikerne i et vakuum. Dette altså på trods af, at disse spillesteder modtager offentlig støtte. 

Dertil kan vi lægge de store festivaler, som leverer anseelige økonomiske overskud, der i mange tilfælde skal gå til almennyttige formål. Kunne man se en fremtid, hvor alle festivaler tilbyder rimelige grundvilkår, og hvor de almennyttige formål, der støttes, i højere grad inkluderer musikkens egne spire- og udviklingsfællesskaber? For sidste ende har vi alle en rolle at spille i at forme fremtiden for musikbranchen. Musikere, arrangører, beslutningstagere og publikum. Tager de bredeste skuldre et større ansvar, kan vi sammen skabe et mere bæredygtigt og sundt miljø for alle. 

Den ujævne indkomstfordeling truer nemlig ikke kun musikernes økonomiske sikkerhed, men også deres mentale trivsel og dermed deres holdbarhed i branchen. 

Derfor har vi et fælles ansvar for at passe på dem og dermed også på musikken i Danmark.