Musikken

Musikhuset København slår dørene op: Sådan kan du komme til at spille i det gamle palæ

Med en stor pose penge fra politikerne er fremtiden nu sikret for Musikhuset København. Og musikken spiller da også allerede i det gamle palæ, hvor fremtidens planer er under støbning.
Musikhuset
Musikhuset

Det var godt nyt for den akustiske musikscene i København, da politikerne på Københavns rådhus i det nye budget fandt de nødvendige midler til renoveringen af Musikhuset København. Med omkring 67,7 mio. kroner afsat til netop renoveringen af det gamle Bymuseum på Vesterbrogade, er fremtiden nu sikret og musikscenen i København blevet udvidet med endnu et spillested.

Det har dog været en lang og sej kamp for at nå hertil, fortæller formand for Musikhuset København, Viktor Wennesz. Derfor er han naturligvis både begejstret og lettet over, at det hele nu er faldet på plads.

”Det har været en rejse med mange udfordringer og meget arbejde, der nu er lykkedes. Og jeg vil gerne sige stort tak til DMF København, der var de første til at støtte os økonomisk helt tilbage i 2019, og som også har skrevet meget og godt om os til stor nytte for projektet,” siger Viktor, der i 2020 blev tildelt DMF Københavns Ildsjælpris for arbejdet med dette projekt.

Masser af møder venter

Med budgettet netop vedtaget er alt stadig relativt nyt og fremtidens muligheder oppe i luften, fortæller Viktor Wennesz. Sammen med resten af bestyrelsen for huset skal han det næste stykke tid holde en lang række møder med politikere, musikaktører samt formandskabet i DMF København, hvor samtalerne skal handle om, hvordan og hvorledes huset skal fungere i fremtiden.

Nu, hvor Musikhuset er blevet en realitet, er der naturligvis mange folk, der har ønsker og forslag til, hvordan huset skal bruges, og det arbejde vil Viktor Wennesz sammen med resten af folkene bag huset bruge de næste måneder på at lægge en plan for.

”Det er ikke vores hus, det er musiklivets hus. Og vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med alle de folk, der har støttet og hjulpet os indtil nu,” siger Viktor Wennesz.

Skriv til Musikhuset

For medlemmer af DMF København er det naturligvis nærliggende at få svar på, hvordan man nu kommer til at spille i det nye musikhus. Der vil nemlig være mulighed for at spille i huset indtil renoveringen begynder, hvilket først forventes at ske engang i 2023.

”Har man lyst til at spille i Musikhuset skal man skrive til os via vores hjemmeside musikhusetkoebenhavn.dk,” siger Viktor Wennesz, der uddyber, at Musikhuset endnu ikke har driftsmidler til at hyre musikere ind, men mod et administrationsgebyr kan lade eksempelvis musikforeninger og ensembler afholde koncerter.

Viktor Wennesz er godt er klar over, at interessen for det nye hus er stor, og fortæller, at han dagligt modtager mails fra folk, der gerne vil bruge huset. Det glæder ham, men det er også en stor opgave at håndtere.

”Det hele er stadig meget nyt, og ingen af os er fuldtidsansatte i huset. Så det er ikke alt, vi ved eller har fundet løsninger på endnu, men det kommer,” siger Viktor Wennesz, der sammen med resten af styregruppen har knoklet uden løn de seneste knapt to år på at få projektet op at stå.

Musikken spiller dog allerede i huset, hvor der indtil nu har været afholdt omkring 50 koncerter og yderligere 50 koncerter er booket ind over efteråret. Det glæder naturligvis Viktor Wennesz, at huset allerede fyldes med musik, og når renoveringen er afsluttet, vil huset bestå af mindst tre sale, der kan spilles på samtidigt. I den store sal vil der være plads til omkring 200 publikummer, i havesalen omkring 100 og i en kommende black box, vil der være plads til ca. 70-80.

”Huset rummer utroligt mange muligheder, og nu skal vi finde ud af, hvordan vi bedst udnytter det til størst gavn for musiklivet i København,” slutter Viktor Wennesz.