Musikken

Pleaser: En rimelig frygtløs selvtillidsfølelse

Onsdag på Roskilde Festival mødte DMF Hovedstadens udsendte reporter Oliver Nehammer fra punkbandet Pleaser. Her var han høj på energi, for sammen med sit band spillede han nemlig dagen forinden, og nu glædede han sig til at skulle opleve en hel masse musik. Og inden, vi når at stille det første spørgsmål, havde han allerede kastet sig ud i et svar.
PR: PLEASER

”Må jeg godt starte,” siger Oliver Nehammer og fortsætter:

Det var en virkelig fed oplevelse i går. Roskilde har budt punk op på scenen, og musikprogrammet i år er generelt ret modigt - det er fedt! Jeg har en lille frygt for, at musik skal være en oplevelse, hvor alle skal kunne være med. Det synes jeg er ærgerligt, for det må gerne være kompromisløst. Det må gerne være for nogen. Derfor er det fedt, når et musikprogram afspejler et valg om, at koncerterne ikke skal ramme bredt hver gang. Det betyder ikke, at alle ikke er velkommen, eller at vi ikke er interesseret i at nå ud til et bredere publikum – for det er ofte de koncerter, hvor man bliver overrasket, man virkelig husker. Nogle gange er det de ting, der i starten kradser lidt i ørene, som går hen og bliver ens store kærlighed. Men musik må gerne være en smagssag og en subjektiv nydelse.

Var det en god oplevelse at optræde?

Det var pisse fedt. Det føltes ret meget som os, hvilket var en rimelig frygtløs selvtillidsfølelse. Og så var det helt unikt at opleve de følelser, der opstod blandt publikum. Under koncerten lagde jeg mærke til, at der var en ung kvinde helt oppe foran, der blev meget rørt. Det synes jeg var stort og jeg måtte også ned og sige tak til hende bagefter. Det snakkede vi en del om efterfølgende. Jeg håber, at der er kvinder, der ser Pleaser og føler sig inspireret til at lave kompromisløs eller ekstrem musik. Eller måske opdager, hvor mange kvinder der faktisk allerede gør det ude i undergrunden. Vi vil gerne rumme både det kantede, mørke, bløde, melodiske og æstetiske. Vores oplevelse var, at det er vi lykkedes med.

Hvordan opstod Pleaser?

Pleaser opstod, fordi Annie og Sophie ville lave et band. Det tog form tilbage i 2019, da Olle, Sophie og jeg flyttede ind i det samme bofællesskab i Birkerød, efter vi igen, igen ikke havde noget sted at bo i København. Der var et øvelokale i garagen, og det blev dér, vi rigtig fandt sammen og lærte hinanden at kende. Vi gjorde det lige så meget for at være sammen med hinanden som for at spille musik.

Der er lidt forskellige minder om, hvordan navnet kom op. Men jeg kan godt lide, at navnet er lidt blødt og kærligt, samtidig med at have en giftig side. Det er jo lidt usundt at være en pleaser. Den dobbelthed får mig til at tænke på vores lyd, synes jeg. Og det er sikkert også en selvudslettende betegnelse som mange kvinder kan identificere sig med, hvilket ikke er helt tilfædligt. Efter vi tog navnet, gjorde en af vores venner os opmærksom på, at en “pleaser” åbenbart også er en type kæmpe stripper-støvle. Så var det jo det rigtige navn.

Hvad er Roskilde festival for jer?

Vi har jo været på Roskilde Festival en del gange, og for os er det en drøm at være her på den anden side af scenekanten på “Pavillion”-scenen (nu Gaia), hvor vi har set en masse legendariske koncerter.

Hvordan var oplevelsen af First Days og Emerging Artist Area?

Det virkede lidt mere seriøst, end det har gjort før. Scenerne og områderne er godt indrettede, og der var ikke nogen koncerter, der føltes gemt væk eller ubesøgte. Det skabte en mulighed for nogle rigtig gode koncerter. Og alle musikerne gjorde det jo ærligt talt bare helt sindssygt godt. Vi hørte flere sige at deres yndlingskoncerter skete i First Days. Det kunne have været en festival i sig selv.

I spillede i går, hvad skal der ske nu?

Vi har haft en vildt travl periode op til Roskilde med nye singler og arbejdet med et nyt album, der lander engang i efteråret (d. 23. september). Så vi glæder os til at hoppe ud og høre noget musik senere på pladsen, og så har vi hver især nogle gode sommerplaner. Vi skal også ud at spille lidt, bl.a. skal vi spille på K-Town og Metal Magic Festival, og så tager vi på Europa-tourné her d. 8. september og spiller release-koncert d. 23. september på Mayhem.

Hvad har været et højdepunkt i jeres musikkarriere indtil nu?

For mig, ærligt talt, at spille på Ungdomshuset. Resten af bandet er kommet der nærmest hele deres liv. For mig er det nyt. Men at spille der er en oplevelse af, at det du gør, faktisk er vigtigt og at du er en del af en sammensværgelse. De mennesker, der kommer der, kommer først og fremmest for at være sammen og støtte Huset og derefter for at se dig spille. Det er et fantastisk udgangspunkt for at spille koncert. Der er ikke noget, der handler om at karrieren skal smøres. Det handler om at værne om nogle værdier, vi har sammen. Heriblandt musikken.

Hvad skal en fagforening gøre for jer/eller musikbranchen?

Hvis jeg må komme med ønske, vil jeg gerne have mere politisk aktivisme. Jeg ser ikke, at fagforeningerne kæmper særlig synligt. Jeg er helt klar på, at der sker en del politisk arbejde bag murene, som betyder, at musikere har langt bedre vilkår i dag, end de har haft. Men hvor er I der, hvor det larmer? Der skal mere magt til musikere – og mindre magt til dem, der sælger den til lavestbydende. I min optik kan DMF være vejen dertil. Især, hvis de formår at være synlige med det, ligesom fx Hollywood strejken er nu.