Musikken

Nyt ligestillings-udvalg har fokus på sexisme og forskels-behandling

Der skal større fokus på sexisme, ligestilling og forskelsbehandling i den danske musikbranche. Derfor er der blevet nedsat et nyt ligestillingsudvalg under DMF København

I kølvandet på #metoo bevægelsen og de mange beretninger om sexisme og forskelsbehandling i den danske musikbranche, som man bl.a. har kunnet læse om i dagbladet Politiken, er der blevet nedsat et ligestillingsudvalg under DMF København bestående af syv af KMO’s 13 bestyrelsesmedlemmer.

Sara Nigaard Rosendal er udvalgets forperson og tovholder, og fortæller, at formålet med det nye udvalg er at finde de væsentligste fokusområder at sætte ind på og derefter komme med konkrete forslag til, hvordan problemer omkring manglende ligestilling kan løses, og hvordan ligestillingen kan fremmes fremadrettet.

Ligestillingsudvalget blev nedsat sidste efterår, og mens det er et vigtigt område, er det ikke et nemt emne at bevæge sig ind på, fortæller Sara Nigaard Rosendal.

”Ligestilling og sexisme er et komplekst område, hvor der er mange holdninger baseret på folks egne erfaringer. Og til at starte med har det været vigtigt for os i udvalget at finde et fælles sprog omkring emnerne, så vi kan kvalificere samtalen,” fortæller hun.

De seks fokuspunkter

Udvalget er i dag nået frem til følgende seks fokusområder, som de arbejder indenfor:

  • Booking og ansættelser
  • Musikuddannelser
  • Fordelingen af støttekroner
  • Sprog og kommunikation, herunder hvilke titler, der bruges i KMO-regi
  • Vidensbank og evidens
  • Et uvildigt organ til sager om mangel på ligestilling, sexisme og forskelsbehandling

Udvalgets arbejde bliver fremadrettet at have fokus på, hvilke problemer med ligestilling, der kan være i de forskellige fokusområder, og komme med forslag til, hvordan det kan ændres.

Og det er på høje tid, mener Sara Nigaard Rosendal.

”Jeg tror altid, der har været store udfordringer med ligestilling i musikbranchen. Det nye er, at der nu er et stort fokus på det, og at vi har nået et punkt, hvor folk siger:  Vi vil ikke finde os i det mere,” siger Sara Nigaard Rosendal.

I forhold til eksempelvis booking og ansættelser er der eksempelvis i dag en skæv fordelingen mellem antallet af kvinder og mænd, der optræder på landets spillesteder. Det samme gælder for nonbinære og personer af anden etnicitet end danske, der også oplever mangel på ligestilling, fortæller Sara Nigaard Rosendal.

Samarbejde på tværs

For at undersøge den problemstilling nærmere og komme med forslag til, hvordan det kan ændres, er der nedsat et undervalg med netop dette som fokusområde.

”Vi oplever gate keeping omkring, hvem der får lov at spille på de forskellige spillesteder. Det gælder både bookere og spillesteder. Men når vi taler med dem, svarer de, at der ikke er nok kvindelige musikere, og at problemet ligger og begynder hos musikskolerne, der tiltrækker for få kvinder. Men musikskolerne peger på manglen af kvindelige forbilleder som årsagen til, at der ikke er flere kvinder eller piger hos dem,” siger hun.

Det kan altså hurtigt ende i en høne eller ægget diskussion, hvor udvalgets opgave bl.a. bliver, at komme med løsningsorienterede forslag til, hvordan ligestilling på musikscenerne fremover kan forbedres.

I forbindelse med dette og de andre forslag og initiativer, som udvalget arbejdet på, håber Sara Nigaard Rosendal, at de kan få et samarbejde op at køre med eksempelvis Dansk Live, så den praktiske implementering af kommende forslag får en større gennemslagskraft.

Det vil give en større effekt på et problem, Sara selv oplever som musiker.

Udover, at hun fagligt er engageret i udbredelsen af ligestilling, har hun også personlig erfaring med, at der er reelle problemer, der skal løses.

”Ligestilling er en hjertesag for mig, og som kvinde i et fag med en overvægt af mænd, har jeg også oplevet ting, der ikke var i orden. På den måde er mine egne oplevelser en slags benzin til at få ændret de ting, der står i vejen for en reel ligestilling,” siger Sara Nigaard Rosendal.