Musikken

Operafestival: Vi må planlægge så godt vi kan

Copenhagen Opera Festival løber af stablen 19. til 28 august, hvor festivalen satser på lempede og færre restriktioner. For at være på den sikre side planlægger de mere end 20 forskellige formater efter de nuværende regler.

Normalt planlægges Copenhagen Opera Festival flere år i forvejen, hvilket naturligvis ikke er muligt under coronakrisen.

Det gælder også for dette års festival, hvor der uagtet de lempede restriktioner stadig bliver langt op til de 35-40.000 publikummer, som festival har haft i tidligere år.

Men så må man jo gøre noget andet, hvilket festivalchef Amy Lane nu har en vis erfaring med.

Sidste år måtte det planlagte program eksempelvis helt aflyses og i stedet hurtigt erstattes med 100 opera-øjeblikke til København, hvor musikken poppede op i korte og længere glimt over hele byen inden for rammerne af de daværende restriktioner.

På den måde kom musikken stadig ud til publikum og borgere i hele byen om end, det var på en noget anden måde end tidligere år.

Amy Lane fortæller, at festivalen netop har den fordel, at den ikke har et permanent hjem, og derfor er enormt fleksible i forhold til, hvordan de afvikler.

I forhold til dette års planlægning har festivalen besluttet sig for at lade programmet udkomme drypvis i stedet for at melde et samlet program ud. Det giver dem nemlig muligheden for bedre at se tiden an med forbehold for ændrede restriktioner, og dermed hvilke rammer, de kan operere under.

På trods af, at det er vanskelige arbejdsbetingelser, er det et arbejde, som Amy Lane alligevel glæder sig over og til. For hende er det vigtigste nemlig, at musikken kommer ud, herunder til nye publikummer og i relevante formater, også selv om det bliver under andre omstændigheder end normalt. Og selv om krisen er aftagende, bliver det ikke back to normal i år. Men det er også okay, siger Amy Lane.

”Sidste års 100 operaøjeblikke var en stor succes, hvor vi fik opera ud til folk, der aldrig før havde hørt det. Når omstændighederne skifter giver det også nogle muligheder, og hvis man har fokus på dem, skal der nok komme noget spændende og nyt ud af det,” siger hun.

Koncerter over hele byen

Til dette års festival er der planlagt koncerter på både i havnen, på flere centrale pladser omkring i byen, på museer,  i kirker, i en lejlighed og på flere spillesteder. Her kan der skrues op og ned for antallet af publikummer, og Amy Lane er sikker på, at der nok skal komme opera ud til folket, uanset, hvad smittetallene betvinger af restriktioner.

”De mange mindre og alternative spillesteder og pladser giver os en stor frihed til at gøre tingene anderledes og tilpasse os de restriktioner, der er gældende,” siger Amy Lane, der dog satser på, at der i år også skal være en Festivalscene, som det tidligere har været normen.

Den skal ligge på Den Røde Plads på Nørrebro, og skal danne rammen om festivalen i løbet af de ni dage, hvor København står i operaens tegn.

Alt efter, hvor mange mennesker, der til den tid må være samlet, er det planen, at der kan skrues op og ned for antallet af publikummer til koncerterne på scenen.

Og selv om Amy Lane naturligvis håber på det bedste, er de nødt til at planlægge efter de nuværende restriktioner.

”Vi vil meget nødigt skulle aflyse koncerter og andre events, så derfor har vi et forsigtighedsprincip, hvor vi hellere vil kunne skrue op for antallet af gæster end ned eller i værste fald skulle aflyse,” siger hun.

Usikre budgetter

Usikkerheden rammer også budgetterne, hvor festivalen af gode grunde ikke kan vide, hvor mange billetter, de kan sælge. Derfor opererer de med det mindst mulige budget lagt ud fra de nuværende restriktioner.

”Vi håber på flere gæster, end det for nuværende er tilladt, men for ikke at brænde fingrene økonomisk, tager vi ingen chancer,” siger Amy, der dog understreger, at mange af festivalens koncerter og optrædener kan høres ganske gratis, som del af festivalens strategi om at nå nye publikummer.

Og det er netop festivalens store styrke, siger hun.

”Et af mine store ønsker er at få opera ud til så mange folk som muligt og bryde nogle af de fordomme om, at det er elitært og umoderne. Det havde vi rigtig gode erfaringer med sidste år, og det vil vi fortsætte med i år, hvor der bliver en del koncerter steder, hvor folk måske ikke regner med, at der bliver sunget opera,” fortæller hun og fortsætter:

”Coronakrisen har været noget af en omvæltning for os og operascenen som helhed, og vi glæder os naturligvis til, at tingene vender tilbage til normalen. Men krisen har også været øjenåbner for, hvordan tingene kan gøres anerledes, som jeg tror, vi kan drage nytte af fremover,” slutter Amy Lane.