Musikken

Strøm Festival: Elektronisk musik overlever altid

Interview med Frederik Birket-Smith, direktør for Strøm Festival

- Hvad byder sommeren på for Strøm Festival?
 

I lighed med sidste år bliver Strøm Festival en anderledes omgang i 2021. Men i det mindste bliver der en festival, i modsætning til så mange andre festivaler rundt omkring, der har måttet aflyse i år. I sagens natur er vi i Strøm født meget omstillingsparate, for nu at bruge et af regeringens udtryk.

Vi afvikler ikke festival med indhegning, overnatning, camping og den slags ting. Vi bruger byens rum, naturen og alle mulige alternative og utraditionelle locationer til at koble by og musik på en anden måde. Det kan være i metro-tog, vandreservoirer, klokketårne eller på gader og stræder. Det har vi altid gjort, og det gør vi også i år.

- Hvordan håndterer I corona-restriktionerne?
 

Allerede i efteråret 2020 meldte vi ud, at uanset, hvad der sker, så laver vi en Strøm Festival i 2021. Vi tilpasser os restriktionerne ved at flytte koncertformaterne ind i nogle rammer, som vi ved, vi kan håndtere.

Det betyder også, at vi frasorterer nogle af de ting, vi er kendt for, for eksempel store dansearrangementer, rulleskøjtediskotek og andre begivenheder, der er meget fysiske, dansende og natteagtige. Det bliver mere sid-ned og mere digitalt. Det lyder måske en lille smule kedeligt for dem, der er vant til at opleve vores koncerter, men vi arbejder indenfor den ramme, der er mulig i år. Vi forsøger at agere ud fra nogle restriktioner, som ingen kender. Ingen ved, hvordan tingene ser ud i august. Vi minimerer derfor risikoen og sikrer, at de aktiviteter vi laver, lægger sig op ad den måde, vi afviklede koncerter sidste år.

Der er et stort behov for, at regeringen tager sig sammen og melder klart ud. Det er selvfølgelig nemt at sige for mig, men det er en udfordring, at det bliver en sommer, hvor folk i høj grad selv må finde ud af, hvordan de laver deres fester og festivaler. Det medfører en masse pirateri i miljøet, som kommer til at øge smitterisikoen helt enormt. Jeg synes, det er meget uansvarligt af regeringen ikke at have taget den usikkerhed til sig nu, hvor de – med få undtagelser – har lukket alle festivaler ned.

Siden september sidste år har vi presset på politisk for at lave alternativer og seriøse koncertforsøg sammen med Statens Institut for Folkesundhed, så man rent faktisk kan uddrage noget viden af det, vi går og snakker om. Jeg glæder mig til, at regeringen tager sig sammen og tager vores branche mere alvorlig.

- Hvilke forventninger har du til dette års festival?
 

I Strøm kommer vi til at lave fysiske koncerter på alle mulige vilde måder, og ligesom mange andre vil vi også lave digitale ting. Vi laver en del, der lægger sig op ad vores vidensprogram, hvor man for eksempel kan lære af en producers arbejde midt i en pandemi. Producerne har haft al tid i verden til at skabe musik, men hvad har de lært, og hvad kan de sende videre til andre musikskabere?

Overordnet vil vi gerne fokusere på andet og mere end bare koncertoplevelsen. Vi ønsker også at understøtte den væsentlige del af musikbranchen, der handler om at videregive erfaringer og læring, så hele branchen løftes. Vi laver en række artistportrætter og masterclasses online, så man også kan tilgå dem efterfølgende.

Hele vejen igennem har vi selvfølgelig været nødt til at tænke agilitet ind i vores planlægning af festivalen. Hvordan afholder vi eksempelvis en festival, hvis hele corona-situationen ser forfærdelig ud i august?

- Hvilke reaktioner har I fået fra artister og publikum?
 

Ligesom sidste år er folk meget begejstrede for, at der endelig kommer til at ske noget. Og yes! – endelig er der nogen, der retænker og bruger de benspænd som corona også er. I stedet for at se det som en hæmsko, ser vi det som en positiv ting, at vi aldrig har haft mere tid til at skabe musik end under corona. Publikum værdsætter meget, at Strøm har en pro-aktiv tilgang til hele pandemien, som selvfølgelig også er en giga udfordring.

- Hvad er det allervigtigste for Strøm Festival i år?
 

Det er, at vi får markeret, at den her musik altid overlever. Elektronisk musik overlever altid – også selvom der er pandemi.