Du skal huske dine egne budgetter i forhandlingen
Michael Sunding er sanger, pianist, sangskriver og komponist, og har i sit voksenliv aldrig arbejdet med andet end musik.
I dag er han 100 procent freelance, og i hans tilgang til at forhandle den bedst mulige hyre hjem for egne projekter, er grundlaget altid, at det produkt, han sælger – nemlig sin musik og performance - skaber værdi for andre, og derfor er noget værd.
”Min erfaring har lært mig, at det, jeg kan, påvirker publikum på en måde, der er værd at betale for. Det er vigtigt at huske på, når der forhandles pris,” siger Michael Sunding.
Når der så forhandles med en booker eller arrangør, er god skik ifølge Michael at møde dem på deres banehalvdel godt rustet med argumenterne i orden.
”I starten, når man taler sammen, handler det om at få opbygget en god relation, hvor man taler sig ind på hinanden. Man skal vise, at man forstår, hvor de kommer fra, for ens modpart har altid nogle budgetter og et bagland, de skal forholde sig til,” siger han og uddyber:
”Men jeg har jo også budgetter, og det fortæller jeg dem - eksempelvis ved at snige en sidebemærkning ind som, ”Jeg skal jo også kunne leve af det,” der, når den rammer rigtigt, kan flytte honoraret op, fortæller han.
Udnyt momentum
Hvis man er en del af et projekt, der pludseligt får bevågenhed og momentum, er det et naturlig tidspunkt at kigge på den aktuelle prissætning.
Det gjorde Michael selv for nogen år siden i forbindelse med en succesrig udgivelse og de efterfølgende koncerter.
Men man skal naturligvis også have en vis portion realisme med ind i forhandlingerne. Og det gyldne snit ligger der, hvor det, man kan forvente en given arrangør vil betale, møder ens egne forventninger, siger Michael.
Den forventning bør naturligt ligge højere, hvis kunden f.eks. er en privat virksomhed eller lignende, fortæller han.
”Man skal sætte sig ind i, hvem ens kunde er, og forhandle ud fra de informationer. Nogle gange kan det også hjælpe på prisen, hvis man forklarer, hvad det egentligt er, de betaler for, i form af forberedelse, transport og erfaring,” siger han.
Når det er sagt, så skal man undgå at sige ja til helt urimelige betingelser, understreger han.
”Så er det bedre at sige nej, også selv om det kan gøre lidt ondt i nuet, fordi man gerne vil ud og spille. Men det giver noget integritet,” siger han uddyber:
”Mit håb er, at alle, der lever professionelt af musik, og ikke mindst DMF, husker at sætte ”minimum” foran ordet ”tarif” og altid omtaler det samlet: Minimumstarif. På den måde får vi anskueliggjort, også for omverdenen, at det er en mindsteløn.”