Musikken

Erfaren kulturchef ønsker mere musik i Høje-Taastrup

I Høje-Taastrup Kommune har den drevne kulturchef Poul Knopp Damkjær overtaget tøjlerne som Centerchef for Fritid og Kultur. Jobbet er nyt, men visionerne for udbredelsen af musik og kultur bygger på mange års erfaring med tværgående samarbejde og lysten til at tænke nyt.

 Poul Knopp Damkjær
Poul Knopp Damkjær

Siden 2006 har Poul Knopp Damkjær været kulturchef. Først i Høje-Taastrup og senere i Roskilde Kommune og nu igen i Høje-Taastrup fra januar i år.  

Her hedder stillingen Centerchef for Fritid og Kultur, hvor han har ansvaret for, at byrådets beslutninger og visioner bliver omsat til handling til glæde for kommunens hastigt stigende antal borgere.  

Det er nemlig her i Høje-Taastrup, at mange af de ressourcestærke børnefamilier fra Københavns brokvarterer flytter hen, når pladsen bliver for trang og ønsket om mere natur og luft omkring sig presser sig på. Det ses tydeligt i byggeriet, hvor moderne etageboliger skyder op mange steder, og det skal også gerne ses i de kommunale kulturtilbud, som borgerne kan benytte sig af.  

Det er i hvert fald Poul Knopp Damkjærs ambition, her godt knap fire måneder inde i hans ansættelse. 

”Høje-Taastrup er en kommune, der gerne vil bevæge sig og være en moderne by for børnefamilier og andre, der kommer hertil med et i forvejen stort kulturforbrug. For dem er kulturen vigtig, og det skal vores tilbud afspejle,” siger Poul Knopp Damkjær over en kop kaffe i kommunens spritnye rådhus midt i den nye bydel Høje-Taastrup C. 

I forhold til sin egen jobbeskrivelse, forklarer han, at den handler om at skabe de bedst mulige rammer for kultur- og fritidsområdet for derved at sikre, at det gode liv kan leves i Høje-Taastrup Kommune. At det er et sted, hvor man ikke bare bor, men lever. 

Og måden at gøre det på, er ved at udføre de klare politiske ambitioner om at blive en stærk kulturkommune, fortæller han. 

”Det handler om at operationalisere de politiske beslutninger, og på den måde virkeliggøre politikernes drømme for kultur- og fritidsområdet,” siger han. 

Samarbejder vejen frem 

Det er naturligvis nemmere sagt end gjort, men Poul fortæller, at han gennem sine mange år som embedsmand med kulturen som hjertebarn har lært, at samarbejder på tværs i kommunen og med eksterne aktører er vejen frem. 

Kulturbudgettet i en typisk kommune er nemlig ofte relativt begrænset, så det handler ifølge ham om at se på, hvordan man kan gøre kulturområdet relevant for andre områder såsom eksempelvis skole, børn og unge og ældreområdet. 

”Når man taler musik og kultur ind i en vedfærdsdagsorden, så bliver det sværere at komme uden om. Og der findes mange eksempler på, at musik kan gøre en forskel i vores trivsel og indlæring,” siger Poul Knopp Damkjær. 

Som Centerchef er han som nævnt afhængig af politikernes beslutning om retning og visioner for kulturområdet, og det nævner han også som værende afgørende for, hvor meget kulturen reelt fylder i en kommune.  

Og i Høje-Taastrup oplever han en stor opbakning til kulturen, hvilket også afspejler sig i, at man har valgt netop ham til opgaven. Fra sin tidligere stilling i Roskilde Kommune var han nemlig en aktiv del af byens strategi om at være en decideret musikby, der groft sagt betød, at man ikke kunne bo i kommunen uden at blive konfronteret med musik på den ene eller anden måde, forklarer han.  

Kulturen skal fylde noget 

Og den tilgang, hvor musik fylder noget på tværs af områder, er han stor fan af. 

”Når man gerne vil være en kulturkommune, så skal kulturen også fylde noget. Et godt eksempel på det er, at vi her i Høje-Taastrup har revet otte blokke ned for i stedet at bygge et stort Børne- og Kulturhus, der rummer både kulturskole, musikskole, institutioner og en folkeskole,” siger han. 

Tanken bag det initiativ er, at kultur og musik fylder mere, hvis det er synligt og indgår i et integreret samspil mellem de forskellige institutioner, forklarer han. 

Og igen er det politikerne, der skal forrest med visionerne, for når det sker, er det også sværere for de øvrige forvaltninger af gemme sig, når kulturen skal breddes ud. Og i Høje-Taastrup er der ingen, der gemmer sig, forklarer han. 

”Vi er tre faglige områder, der har Børne og Kulturhuset huset sammen, og samarbejdet på tværs giver synergi og et mere synligt og aktivt kulturliv,” siger han.   

Et andet vigtigt kulturprojekt er Taastrup Teater & Kulturhus, der i 2017 genåbnede med en ny strategi for huset, hvor man udover teater også ville satse på koncerter, stand-up og foredrag.   

Sæsonerne før 2017 lå besøgstallet på omkring 3000 gæster om året, men allerede i 2018 viste den nye strategi sig at give pote med over 15.000 besøgende.  

Og hvor flere spillesteder i Danmark i 2022 oplevede faldende besøgstal, blev det et rekordår med over 26.000 besøgende i Taastrup Teater & Musikhus, fortæller han. 

”Det siger noget om vores kulturstrategi og den retning, vi går i, og jeg synes, det er flot, at vi sætter publikumsrekord og har mange udsolgte koncerter,” siger han. 

Endnu mere musik på scenen 

Da han stadig er ny i jobbet, er det begrænset, hvor meget tid Poul Knopp Damkjær har haft til at se på nye tiltag, der kan styrke kulturen. Men et sted har dog fanget hans øje, nemlig det rekreative område Naturpark Hedeland med dets store amfiteater.  

Her er der plads til 4000 siddende publikummer, men scenen bruges kun til nogle få årlige koncerter, hvorfor det er et oplagt sted at se mod nye partnerskaber, mener han. 

”Her er en mulighed for at vise vores unikke venue frem og skabe mere kultur. Så jeg vil tale med mulige partnere i form af bl.a. større koncertoperatører om, hvad der kunne lade sig gøre der. De ideer vil jeg så senere præsentere for politikerne med henblik på, at de taler ind i deres kulturpolitiske visioner,” siger han og uddyber: 

”De forslag skal være konkrete, så politikerne kan forholde sig til dem. Og det er netop mit job at fremlægge gode forslag.” 

Ovenstående idé taler også ind i det, som Poul Knopp Damkjær beskriver som en af sine hovedopgaver. Nemlig at få sine eksisterende samt nye netværksforbindelser til at se Høje-Taastrup som et attraktivt sted at afvikle musik og andre kulturarrangementer. 

Og meget gerne i form af flere koncerter året rundt, siger han. 

”Der er ingen grund til, at vores borgere altid skal til København eller Roskilde for at opleve fed kultur. Det kan lige så godt være her i Høje-Taastrup. Der er allerede musik i Høje-Taastrup - og det vil jeg fortsætte med at sætte strøm til,” slutter han.