Et personligt farvel til verdens kærligste menneske

I mange artikler og personlige tilkendegivelser kan man læse og forstå, at Lotte Kærså, der døde d. 10. januar, var et helt særligt menneske, der efterlod dybe spor både fagligt og menneskeligt.

Også i huset i Dansk Musiker Forbund har den danske rytmik-pioner gjort en forskel. Vi er derfor for en sjælden gangs skyld dykket lidt ned i vores egen verden, og giver her ordet til Nicole Nykjær Jørgensen fra DMF Forsikring, der i sin barndom i 1960’erne var så heldig at kende og blive undervist af Lotte Kærså.

- Hvordan kom du til at kende Lotte Kærså?
I 1966 startede jeg som elev på Den Lille Skole på Gammelmosevej i Bagsværd. Det var Danmarks første lilleskole. Der fandtes ikke børnehaveklasse eller 0. klasse dengang, men vi havde noget, der hed lørdags-skole, hvor vi var ude på skolen hver lørdag for at lære hinanden at kende.

Her mødte vi vores kommende klasselærere, Lotte og Poul Kærså. Vores forældre gik og byggede og satte skolen i stand, mens vi lærte hinanden at kende og blev rystet sammen af Lotte og Poul.

Året efter startede jeg i 1. klasse og havde Lotte i rytmik, og det var en udsøgt fornøjelse. Hun var et helt utroligt dejligt menneske på alle måder, og undervisningen var fantastisk. Mens vi var små og ikke havde så god motorik, havde vi fat i de grove instrumenter som marimbaer og trommer. Og så dansede og sang vi meget.

- Hvordan var undervisningen på Den Lille Skole?
Vi havde en meget dejlig sal fyldt med musikinstrumenter, og her lavede vi sanglege og dans. Nogle dansede og andre spillede. Det hele var frit, der var ikke nogen bestemt måde, vi skulle danse eller spille på. Måske var det ret klogt, at vi startede med de grove instrumenter i forhold til motorikken. Senere kunne man dykke ned i andre instrumenter – vi havde alle mulige instrumenter på skolen.

Vi sad i rundkreds alle sammen og Lotte havde taget instrumenter frem. Nogen gange skulle vi synge dét, vi skulle danse. Eller danse inde i midten, og så skulle de andre danse efter. Det var jo for småbørn.

Jeg er ret sikker på, at Lotte havde en usynlig styring, så det hele tiden udviklede sig i en retning. Jeg tror, hun havde forberedt sig grundigt til hver eneste time. Vi lavede også teaterstykker, som vi øvede op til. Musik, sang og dans var en stor del af det. Her var vi også med til at finde på indholdet.

Det var en kæmpe gave at blive undervist af Lotte Kærså og Bernhard Christensen. Der er alt for lidt af den slags i dag. Og man har jo faktisk fundet ud af, at man bliver meget bedre til at modtage alle former for undervisning, hvis man har rytmik, når man er lille. Så jeg synes, det er lidt utroligt, at der ikke er rytmik på alle folkeskoler og i børnehaver. Der er heldigvis en del, der gør det, men desværre ikke alle. Det burde være obligatorisk. Og det ved jeg også at Lotte syntes.

Drejede mine fødder
Lotte gjorde noget særligt ved mig, for jeg var helt utroligt kalveknæet, da jeg startede i skolen. Uden nogen opdagede det – knapt nok mig selv – sad hun hver eneste dag og drejede mine fødder lige, mens mine knogler var bløde endnu. Jeg faldt hele tiden over mine ben, men i dag har jeg nogenlunde lige fødder. Så hun har i allerhøjeste grad haft både fysisk og mental indvirkning på mig.

Udover rytmik-undervisningen gik Lotte meget højt op i at vi ikke drillede hinanden. Hun havde et mantra med, at drillerierne hang oppe under loftet. Så højt oppe at vi ikke kunne nå dem. Det lyder banalt, men det virkede altså helt utroligt. Vores klasse var stort set fuldtallige til Lottes bisættelse. Hun har virkelig haft greb om os, og vi har det stadig godt med hinanden her mere end 50 år efter.

Underviste med sin mand
Lotte underviste med sin mand Poul, og de to var med til at opfinde to-lærer-ordningen i de små klasser. En ordning Poul tog videre, da han senere blev skoleinspektør på Værebro Skole. Poul underviste os i små grupper á fire i regning, dansk og læsning, mens Lotte tog sig af resten af klassen.

Den Lille Skole blev oprindeligt stiftet af Jens Sigsgaard, som også var rektor på Frøbelseminariet. Sigsgaard var foregangsmand i det kulturradikale miljø og havde nogen visionære tanker om, hvordan en skole også kunne være. Lotte Kærså gik på seminariet. Hun skulle egentlig have været koncertpianist, men opdagede alle slags musik, og ikke mindst jazz-musik, på seminariet.

Hun opdagede, hvordan man kunne bevæge sig meget mere frit til musik. Dengang bevægede man sig som gymnastikinstruktøren Kaptajn Jespersen med meget stive bevægelser. Det var Lotte med til at bløde op. Hun mente, man skulle danse frit, og i det hele taget bruge sin fantasi.

Det var et opgør med den tid, hvor skoler var meget autoritære, og Lotte var på den måde virkelig et foregangsmenneske. Musik- og bevægelsespædagogen Astrid Gøssel havde også stor indflydelse på Lotte. Astrid Gøssels tilgang var også helt anderledes end datidens stive gymnastik.

Tiltrak store personligheder
Den Lille Skole tiltrak lærerkræfter og store personligheder som Bernhard Christensen, som vi havde i musik, og Herman Stilling, som vi havde i formning. Skolen gik kun til syvende klasse den gang, og jeg gik der alle årene. Poul og Lotte Kærså gik videre på Værebro Skoler. Jeg havde dem ikke længere da de forlod Den Lille Skole, for de underviste kun sammen i de små klasser.

På Værebro Skoler gik de sammen med en anden visionær skolemand, Henrik Sidenius, der var skoleinspektør.  Det var et område med folk fra mange forskellige nationaliteter, og på skolen prøvede man at lave et rart sted for dem alle. Deres projekt med at inddrage musik, dans og teater i undervisningen lykkedes i allerhøjeste grad.

Det endte med at Poul Kærså blev skoleinspektør. Lotte lavede nogle fantastiske teaterstykker på skolen, hvor hun fik inddraget alle de forskellige børn og deres forældre med vidt forskellige baggrunde. Min mor var også lærer derude – det er derfor, jeg ved en del om det.

Lotte fik tiltrukket alle disse nationaliteter og fik dem til at lave deres mad til hele skolen. Der blev holdt en slags fester med mad fra alle mulige lande. Det tror jeg var helt utroligt godt for dynamikken på skolen. Der var ikke nogen, der opførte sig dårligt overfor børn fra andre lande. Musik og mad er i høj grad noget, der kan forbinde mennesker.

- Hvordan vil du beskrive Lotte Kærså?
Lotte var verdens kærligste menneske. Vi følte alle sammen, at hun var vores reservemor. Hun udstrålede varme og glæde. Hun var en kæmpe inspirationskilde og en foregangskvinde indenfor rytmik i Danmark, og hun formidlede sin viden videre til 1000-vis af rytmikpædagoger. Jeg tror, at mindst 100.000 børn er blevet inspireret af disse pædagoger – eller af Lotte selv.

Hun blev ved i en meget høj alder. Jeg var til hendes 90-års fødselsdag for et par år siden, hvor en afdelingsleder fra Rytmisk Musikkonservatorium holdt en fantastisk tale om hendes aktiviteter på skolen. Hun var stadig aktiv på det tidspunkt. Der var også et hold elever, der havde lavet en sang til Lotte.

- Hvad har hun betydet for dig personligt?
Hun har formet mig som menneske. Både fysisk og i forhold til det her med altid at kunne sprede den gode stemning. Rummelighed er måske kodeordet her. Det er værd at fortælle, at Lottes søn Rasmus i mange år har været i gang med at føre Lottes tanker om rytmik videre. Rasmus underviser i dag alle mulige steder, som måske Lottes fremmeste elev. Så det holder ikke op.

Hvis jeg skal komme en lille smule malurt i bægeret, var det, at Lotte og Poul havde det til fælles med min egen mor, at de var så engagerede i andres børn, at de ikke var så meget hjemme. Det bar måske lidt præg af, at vores forældre ofte var til møder for at redde nogle andres børn. Det er sagt med den allerstørste kærlighed, for jeg var selv fast inventar på Mars Allé i Søborg, hvor Lotte boede indtil hun døde. Som børn hang vi en del ud, og klarede os selv det meste af tiden for de voksne var sjældent hjemme – ligesom hjemme hos mig selv.

- Hvilken forskel synes du, Lotte gjorde? For dig selv – og for verden?
Lotte var i meget høj grad grunden til, at jeg selv har bevæget mig i og omkring musikken hele mit liv. Min far var også musiker, så jeg har fået det ind fra flere sider. Men der var flere fra min klasse, der blev professionelle musikere, blandt andre Klaus Menzer, Rasmus Kærså og nu desværre afdøde Jacob Andersen. Det har i høj grad noget med Lotte og selvfølgelig også Bernhard Christensen at gøre.

De frø, Lotte plantede, har haft kæmpe indflydelse på os. Det har skabt en kæmpe interesse for musik hos os alle sammen. Ligesom Lotte fodrede interessen for musik hos så mange andre.

Jeg kom selv på Skt. Annæ efter Den Lille Skole og sang en del. Og lærte her en masse andet musik at kende. Jeg kunne faktisk ikke ”I Østen Stiger Solen Op,” da jeg skulle til optagelsesprøve. Det måtte min farmor lære mig, for den side af musikken havde jeg ikke lært på Den Lille Skole. Man greb ikke tilbage i den gamle sangskat, det var noget andet, der var i højsædet der. De mente, at det kunne vi altid gå ud i verden og finde ud af.