Foreningen Another Life modtager donation fra sidste års vinder af Ildsjælsprisen
I de seneste år er diversitet i stigende grad blevet et af de helt store buzzwords. Ikke mindst i musikbranchen, hvor flere og flere organisationer - Dansk Musiker Forbund inklusive - slår sig op på at spille på diversitetens hold. Men hvor langt er vi egentlig nået, når det gælder konkrete initiativer til at forbedre forholdene for kvinder og minoriserede personer i den danske musikbranche?
Ikke langt nok, hvis man spørger sekretariatsleder og stifter af foreningen Another Life, Rosa Lois Balle Yahiya:
“I mange år har samtalen om diversitet primært drejet sig om ligestilling mellem mænd og kvinder, men vi taler sjældent om alle de krydsninger, der kan være inden for hver af de to overordnede kategorier. For eksempel er det jo ikke én universel oplevelse at være kvinde, men mange forskellige,” påpeger hun.
Derfor tog Rosa Lois Balle Yahiya og kollegaen Sofie Westh i 2021 initiativ til at stifte foreningen Another Life. Siden er det blevet til flere rapporter, workshops, talks og samtaler med organisationer i musik- og kulturbranchen - alle med det ene formål at sætte fokus på repræsentation, mental sundhed og diskrimination fra forskellige vinkler. For som Rosa Lois Balle Yahiya siger:
“Verden er ikke lavet i siloer, så selvfølgelig skal arbejdet med diversitet heller ikke foregå i siloer”.
Den observation er sanger, sangskriver og modtager af sidste års ildsjælspris Asger Nordtorp Pedersen - også kendt under kunstnernavnet Guldimund - enig i. Ved prisoverrækkelsen sidste år pegede han netop på den manglende diversitet, da han tog imod Ildsjælsprisen med ordene:
“Jeg er stadig bare en hvid, ciskønnet mand, der får hæder for at sige højt, at andre har det svært”.
Efter modtagelsen valgte Asger Nordtorp Pedersen derfor at donere de 20.000 kroner, som traditionen tro følger med prisen, til Another Life.
Et spørgsmål om trivsel
Ud over at indsamle og formidle data, arbejder Another Life med at omsætte tal og fakta til konkrete metoder og værktøjer. Det er nemlig helt afgørende, hvis foreningen skal lykkes med sin mission om at fremme repræsentationen på og bag scenerne rundt omkring i landet, lyder det fra projektleder og medstifter af Another Life, Sofie Westh.
“Data kan være meget højtragende, og samtidig kan samtalen om diskrimination godt have tendens til at blive meget akademisk. Men i virkeligheden handler alt, hvad vi gør, i sidste ende om trivsel og mental sundhed,” forklarer hun og uddyber:
“Gennem data og research kan vi kortlægge problemerne, mens det er i selve formidlingsarbejdet, at vi har mulighed for at skubbe til de strukturer, der skaber ulighederne til at begynde med”.
Som eksempel nævner Rosa Lois Balle Yahiya, at minoriserede personer ofte bruger mere energi på at navigere i interpersonelle dynamikker på arbejdspladsen, end ikke-minoriserede personer, og at det er noget, som også kan måles på trivslen.
“Derfor giver det kun mening, at virksomhederne tænker repræsentation ind som en naturlig del af den eksisterende samtale om medarbejdertrivsel. Og det er her, vi kommer ind i billedet,” siger hun.
Spørger man Another Lifes to stiftere, hvad donationen fra sidste års ildsjælspris skal bruges til, er svaret enkelt: Drift og faste udgifter.
“Med donationen kan vi få afviklet noget så kedeligt som faste udgifter og drift. Vi arbejder på at sikre en mere stabil støtte af vores arbejde, så vi i endnu højere grad og på lang sigt kan skabe positive forandringer i musik- og kulturlivet. Donationen giver også lidt luft til at tænke fremad og få nye idéer. Det er vi utroligt taknemmelige for, for vi har stadig meget arbejde foran os,” slutter Sofie Westh.
Er du nysgerrig på at læse mere om Another Life, kan du besøge foreningens hjemmeside her, hvor du også kan dykke ned i deres vidensarkiv af rapporter med fokus på repræsentation og diversitet i den danske musik- og kulturbranche.