Formand Henrik Jansberg: Vi ønsker mere åbenhed om spillestederne i København

I juni fik DMF København som bekendt ny formand, hvor 44-årige Henrik Jansberg nu sidder for bordenden i kampen for bl.a. bedre vilkår for hovedstadsområdet professionelle musikere.

Og der er plads til forbedringer, mener han. Eksempelvis når det kommer til musikernes løn- og arbejdsforhold på de spillesteder, der hvert år modtager støtte fra de kommunale kasser.

”I samfundet tales der meget om usikre ansættelser, også kaldet prækære eller atypiske ansættelser, hvor man arbejder på midlertidige vilkår med mange ansættelsesforhold uden overenskomst eller løn under sygdom og barsel. Og netop den type ansættelser har vi mange af i kulturlivet og i musikerfaget i særdeleshed,” siger han og fortsætter:

”Jeg mener, at der med offentlig støtte følger et ansvar for at skabe sikre og ordentlige ansættelsesvilkår. Særligt for de udøvende kunstnere, der leverer indholdet til de kommunalt og nationalt støttede spillesteder.”

Ofte er fokus rettet mod rammerne – hus, scene og fastansættelsen af nogle få nøglemedarbejdere, og der anvendes mange kommunale midler der, fortæller han.

”Og derfra kommer vi aldrig rigtigt længere i diskussion om ordentlige forhold. Men naturligvis skal løn og arbejdsvilkår også være i orden for dem, der leverer indholdet, så hvornår tager politikere den alvorlige og vigtige snak om, hvordan vi skaber ordentlige arbejdsbetingelser for musikerne?,” siger Henrik Jansberg, der fremover ønsker at sætte større fokus på netop dette og gerne tager dialogen med både politikere, spillesteder og institutioner.

Matcher kvaliteten den høje støtte?

Et andet vigtigt område at få belyst er, om de betydelige offentlige midler, som udvalgte spillesteder hvert år modtager, også gør den forskel for kulturlivet, som politikerne gerne vil have. For får de - og vi andre som skatteborgere – det lokale, sprudlende og professionelle musikliv for pengene, som vi gerne skulle have?

Ifølge Henrik Jansberg er det svært at vide og vurdere, når det ofte er op til selvevalueringer og til en enkelt booker på et spillested at udvælge kunstnerne. Samtidigt er den direkte brug af spillestedernes støtte ikke offentligt tilgængelig.

Og det er ikke godt for nogen, mener formanden.

”Det ville gavne at vide, hvordan pengene bliver brugt, for ellers kan vi ikke have en åben diskussion om, hvorvidt vi egentligt sikrer den kvalitet, vi ønsker. Som det er nu, er det ofte uigennemsigtigt, hvilken sammenhæng, der er mellem det, der bevilges støtte til, og hvordan pengene efterfølgende faktisk bruges,” siger han.

Alle skal have en minimums-honorering

Det er også magtpåliggende for den nye formand, at der kommer en åben diskussion om, hvorfor de kommunalt støttede spillesteder ikke betaler mindst minimumstariffen til alle musikere, der optræder på scenerne.

Det er nemlig langt fra altid tilfældet, erfarer DMF København.

”Hvis spillestedets opdrag er, at sikre musisk kvalitet for skatteborgernes penge – og det er på den baggrund, at de modtager støtte - så må alle, der spiller på stedet, vel også forventes af have kvalitet, der i det mindste kvalificerer til en minimumstarif,” siger han.

Hos DMF København er holdningen netop den, at honorarstøtten skal bruges på professionelle musikere. Det vil sige dem, der har eller ønsker at gøre musikken til en levevej, og derfor er afhængige af en rimelig betaling.

At det store fokus hos politikerne derimod ofte ligger hos det såkaldte vækstlag, mener Henrik Jansberg virker ”en smule underligt,” som han udtrykker det:

”Når vi så oplever, at spillestederne ikke engang betaler minimumstarif til mange af de såkaldte vækstlagsmusikere, så forsvinder logikken jo. For hvorfor skulle man ikke give ordentlig betaling til dem, man som spillestedet rent faktisk tror på og har forventninger til, og hvordan skulle de musikere kunne flytte sig fra vækstlag til professionel, når spillesteder ikke engang vil betale dem minimumsløn for at spille?,” siger han og fortsætter:

”En del af udfordringen ligger selvfølgelig også hos musikerne selv, der ofte ikke er konsekvente med at prissætte sig selv eller afvise for dårligt betalte jobs. Men de står jo også i en forhandlingsposition, hvor selv offentligt støttede spillesteder ikke anerkender en minimumshonorering for alle, selv om det er netop den, spillestedet får støtten på baggrund af.”

Fokus på gode beslutninger

Den manglende logik i betalingen af musikere og åbenheden om samme på de kommunalt støttede spillesteder betyder, at Henrik Jansberg gerne ser et større fokus på, hvordan midlerne er med til at sikre et levende, professionelt musikliv.

”Vi kan i hvert fald se på de midler og antallet af koncerter, stederne leverer, at de største bevillinger ikke nødvendigvis er lig med flere koncerter, hvor musikerne får en fair betaling, uanset om de er vækstlag eller ej,” siger han.

Der er naturligvis også andre vigtige områder for DMF København, som Henrik Jansberg gerne vil sætte fokus på i den kommende tid. Eksempelvis manglende koncerter til skolebørn i København, arbejdsforholdene på musikskolerne og muligheden for flere musikere i kommunale stillinger.

Henrik Jansberg fortæller, at ovenstående udfordringer og muligheder er noget af det, man fra nærværende magasins side vil forsøge at afdække og undersøge i kommende udgaver.