Musikken

Håb forude: Stort løft af Musikskolen virker realistisk

I midten af august var Henrik Jansberg på Rådhuset i København for at tale den kommunale musikskoles sag. Efter mødet er han optimistisk, for et historisk stort løft af Musikskolen venter muligvis til efteråret.
Henrik Jansberg

Intet er sikkert i politik, før den sidste politiker har forladt rummet. Og selv derefter kan tingene gå galt.

Med det forbehold tør forperson for DMF Hovedstaden, Henrik Jansberg, dog alligevel godt føle sig optimistisk på vegne af den kommunale musikskole i København.

Op til budgetforhandlinger for det kommende år er der nemlig kommet flere reelle forslag på bordet, der styrker den underprioriterede og underfinansierede Musikskole, hvor København sammenlignet med alle andre kommuner skraber bunden.

Et alvorligt problem for byens børn og unge samt musikundervisere, som DMF Hovedstaden med Henrik Jansberg i spidsen har forsøgt at råbe politikerne op omkring i flere år.

Tre forslag på bordet

For at tale Musikskolen og dens underviseres sag havde Henrik Jansberg derfor bedt om foretræde for Børne- og Ungdomsudvalget på Københavns Rådhus.

Konkret forholdt han sig til de tre forslag, der nu ligger på bordet inden budgetforhandlingerne går i gang til efteråret.

Det drejer sig om et treårigt pilotprojekt i en indtil videre ukendt bydel, hvor der som noget nyt skal tilbydes musikundervisning i regi af Københavns Musikskole på fire-fem folkeskoler i nærhed af hinanden.  

Det andet forslag drejer sig om en udvidelse af Musikskolens kapacitet med henblik på at afvikle den lange venteliste på over 700 elever. Det tredje forslag drejer sig om øget samarbejde med foreninger, der kan tilbyde musikundervisning efter skoletid i folkeskolernes lokaler.

Forslag for millioner

I alt kommer de tre forslag med et prisskilt på over 33 mio. kr., og mens det måske er for godt at håbe på, at det hele bliver stemt igennem, så tror Henrik Jansberg på, at der venter store forbedringer i den nærmeste fremtid.

Måske også i en anden form, end der er lagt op til nu.

”Mødet med udvalget gik rigtig godt, og politikerne stillede flere spørgsmål til, hvordan vi gerne ser, at de griber udfordringerne med Musikskolen an,” siger han og uddyber:

”Og mens alle tre forslag er gode, ser vi helst, at man starter med at udvide Musikskolen til langt flere folkeskoler over hele byen, hvor musiklokalerne alligevel står gabende tomme efter skoletid. Det vil øge tilgængeligheden for byens børn og nedbringe ventelisterne.”

Musikskolen udgør kernen

Ifølge kommunens egen udlægning af forslagene udgør Københavns Musikskole kernen i det kommunale musikundervisningstilbud for målgruppen af børn og unge fra 0-24 år.

Samtidigt er der stor efterspørgsel på musiktilbud til børn, og de lange ventelister til den Kommunale Musikskole har betydet, at antallet af private musikskoler har været i stigning.

Dertil kommer, at undersøgelser af danskernes fritidsvaner viser, at sang og musik er de mest populære fritidsaktiviteter blandt børn og unge.

”Problemet med den manglende geografiske spredning og underfinancieringen af Musikskolen er nu så tydeligt og presserende, at der må og skal ske noget. Heldigvis er det mit indtryk, at et flertal på Rådhuset er enige i det,” siger Henrik Jansberg, der på vegne af DMF Hovedstaden vil fortsætte sit lobbyarbejde indtil, der forhåbentligt vedtages et betragteligt løft af området til efteråret.

Og selv om intet er sikkert endnu, tror han på det.

”Jeg fornemmer en vilje hos politikerne til at gøre noget ved det faktum, at København har landets mindste musikskole målt pr. indbygger. Det er pinligt, og det passer slet ikke ind i den toårige principaftale, et flertal på Rådhuset har indgået. Så jeg tror og håber på, at der snart kommer et mærkbart løft af den kommunale musikskole.”