I udlandet kan de løse kulturens problemer. Det bør vi lære af

Usikre arbejdsforhold og løse ansættelser præger musikbranchen i Danmark, hvor fair løn og rimelige arbejdsvilkår oftere er undtagelsen end reglen. Det er ikke holdbart for de enkelte kunstnere og branchen, og det er ikke værdigt for et rigt samfund som vores.  

Inspirationen til at løse den udfordring kan måske findes i Holland og Østrig, hvor Fair Practice Code har skabt markante forandringer i kunst- og kulturbranchen.  

Det fik jeg sammen med godt 200 andre kulturaktører bevis for, da Dansk Kunstnerråd i slutningen af november inviterede til konferencehøring om netop Fair Practice Kultur.

Fair Practice Code bygger på principperne om retfærdig løn og ansvarlighed i hele værdikæden, og resultaterne af den hollandske indsats er bemærkelsesværdige:  

Kunstnere har fået større styrke og respekt i forhandlinger, og det er blevet muligt at bryde tabuer og tale åbent om økonomi og arbejdsvilkår.  

Den hollandske kulturbranche er desuden blevet udstyret med værktøjer, der kan bruges i praksis, og finansieringsmodeller er blevet forbedret for at sikre bedre vilkår for kunstnere. Et af værktøjerne er tarifsystemer, som beskriver minimumslønnen. 

Erfaringerne fra Holland og Østrig viser tydeligt, at en målrettet indsats kan skabe et mere fair og bæredygtigt system, der også giver en dybere forståelse for branchens dynamikker og behov.  

Problem i Danmark 

I Danmark har vi allerede et veludviklet minimumstarifsystem i musikbranchen, som fastsætter mindstelønninger for mange typer arbejde. Men desværre ser det ud til, at det primært er udøverne og skaberne, der taler om deres om vilkår, mens beslutningstagerne forholder sig mere afventende.   
  
Ofte henviser beslutningstagere til, at løn- og arbejdsvilkår skal overlades til arbejdsmarkedets parter. Men vi ved, at rammesætning fra politisk hold kan være en forudsætning for, at parterne overhovedet sætter sig til bordet og forhandler kollektivt.  

Ved at afstå fra at stille klare krav, skubber stat og kommuner reelt ansvaret fra sig, og musikbranchens minimumstarifsystem kunne desuden fungere meget bedre, hvis alle, både private og offentlige fonde, brugte dem som referencen for støtte.  

Det ville sikre, at kunstnere ikke systematisk bliver underbetalt, når projekter søges finansieret. Ved at tilslutte sig disse standarder kan fonde være med til at skabe en branche, hvor fair løn bliver normen frem for undtagelsen.  

Fonde bør tage mere ansvar 

Vi har allerede set succes med arbejdsklausuler i offentlige byggeprojekter, hvor løn- og arbejdsvilkår er en fast del af kontrakterne. Hvorfor skulle det være anderledes i kunst- og kulturbranchen?  

Offentlige midler bør følges af klare krav om rimelige lønninger og vilkår, så det ikke kun er dem med de svageste forhandlingspositioner – freelancerne og løst ansatte – der bærer hele byrden.  

Private fonde har også en vigtig rolle at spille. I dag er det normen, at kunst- og kulturprojekter finansieret af private midler er underfinansierede. Dette lægger et enormt pres på kunstnere, der enten må acceptere lav løn eller ulønnede arbejdsopgaver for at nå målsætningen. Fonde kan og bør tage ansvar ved at stille krav om rimelige vilkår som en forudsætning for støtte.  

At stille krav om fair løn og arbejdsvilkår er ikke en modsætning til vores højt besungne danske model med overenskomster og kollektive forhandlinger. Tværtimod er det en forudsætning for, at flere aktører kan sætte sig sammen og finde løsninger, der er bæredygtige for hele branchen.  

Det kan de finde ud af i Holland og Østrig – og det bør vi også kunne i Danmark.