Musikken

Kommunen skal være en samarbejdspartner frem for en stopklods

I forbindelse med det seneste valg til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune er der også blevet nedsat et nyt Kultur- og Fritidsudvalg. Det er bl.a. her, diverse midler til kultur- og fritidsprojekter i kommunen diskuteres, prioriteres og fordeles. Vi har talt med tre af de nyudpegede medlemmer for at høre, hvad de gerne vil ændre og støtte i fremtiden med fokus på hovedstadens musikliv og udøvende musikere.
Stine Finné Toft [E]
Stine Toft [E]

Stine Finné Toft er nyt medlem af Kultur- og Fritidsudvalget samt Musikudvalget for Enhedslisten, og hun ser gerne, at der ydes mere støtte til spillestederne. Derudover vil hun gerne, at kommunen bliver kendt som nogen, der hjælper kunsterne fremfor at spænde ben for de gode ideer.

Der er også behov for mere hjælp til spillestederne, der stadig er pressede på økonomien efter corona, hvor publikum endnu ikke er vendt tilbage som før. Det siger Stine Finné Toft, der er nyt medlem af Kultur- og Fritidsudvalget for Enhedslisten, og som derfor gerne ser, at der bliver oprettet flere puljer, hvor spillesteder kan søge hjælp til konkrete økonomiske udfordringer.

”Det er vigtigt, at spillestederne overlever ,og at deres økonomiske problemer ikke går ud over den musik, som de får penge til afvikle,” siger hun.

I det hele taget vil hun gerne, at der kommer mere kultur og musik i byen, men det skal være under ordentlige forhold. Nu, hvor sommeren står for døren, ser hun nemlig gerne, at de københavnere, der har været generet af støj og larm fra uorganiserede fester og buldrende soundbokse, får mere nattesøvn.

Til gengæld er der i hendes optik plads i byen til flere organiserede events og mere levende musik, hvor kommunen er med inde over arrangementerne.

”København er en by, hvor der gerne må være kultur og musik i gadebilledet. Men jeg ser gerne, at det bliver under ordnede forhold på en måde, hvor flere får glæde af det, og færre bliver generet,” siger hun.

 

Mere kultur i hele byen

Og de kulturelle og musikalske tilbud skal gerne findes i hele byen og ikke kun i nogle bestemte bydele, mener hun. Derfor har hun sammen med flere kollegaer i Kultur- og Fritidsudvalget bedt om et overblik over, hvem der tidligere har modtaget støtte fra udvalget.

”På den måde kan vi bedre se, om pengene fordeles ligeligt rundt om i byen, og om der måske skal bruges flere midler i nogle områder, hvis ikke de har fået så meget tidligere,” fortæller hun.

Men det kræver naturligvis, at der også er ansøgere fra de øvrige områder, fortæller hun. På den måde er det ikke kun et rådhusansvar, som hun udtrykker det, at sikre, at alle bydele får del i midlerne. Kunstnerne skal også søge dem til events og musikarrangementer i eksempelvis Valby fremfor på Nørrebro.

”Pengene skal følge musikerne og arrangørerne, hvorfor det også er op til kulturlivet, hvor tingene skal ske henne,” siger Stine Finné Toft, der også gerne ser, at kommunen i højere grad bliver brugt som samarbejdspartner for kunsterne.

”Mit indtryk er, at mange kunstnere i dag ser kommunen som en stopklods, hvor man altid får et nej og en masse bureaukratis bøvl. Den opfattelse vil jeg gerne ændre, så flere vil se os som nogen, man kan søge råd hos og samarbejde med. Det kræver bl.a., at vi bliver mere fleksible og får kortere svartider, og det vil jeg arbejde for sker,” siger hun.