Kulturborgmesteren: Sig det til os, hvis spillestederne ikke betaler tariffen

Guderne skal vide, at det siden nedlukningen i marts sidste år ikke har været specielt nemt at være musiker. Særligt ikke som professionel freelancemusiker, hvor ens indtjening er proportionel med antallet af jobs og koncerter.

Det har heller ikke været helt nemt at være Kultur- og fritidsborgmester, fortæller Franciska Rosenkilde fra Alternativet, der har haft det kommunale ansvar for at sikre de offentligt støttede spillesteders økonomi og overlevelse under coronakrisen i København. For selv om man er borgmester, er man langt fra almægtig, eksempelvis er det alene regeringen og myndighederne, der bestemmer restriktionerne for spillestederne under coronakrisen, og selv om Kultur- og Fritidsforvaltningen har nogle økonomiske muskler til at hjælpe, er dele af den hjælp også afhængig af statslige midler, hvilket ikke er et nemt puslespil at arbejde med, fortæller Franciska Rosenkilde, der har fulgt musikernes udfordringer på tæt hold under krisen.

Hun fortæller til DMF KBH, at hun oplevede corona ramme hele kulturlivet som en chokbølge sidste forår, hvor især livescenen blev hårdt ramt, da den var det første, der blev lukket ned, og det sidste, der bliver lukket op igen.

”Hele erhvervet rundt om musikken blev også ramt, og det er et svært område at støtte fuldstændigt fra kommunal side. Men jeg synes, at vi hurtigt fik lavet nogle hjælpepakker, og jeg havde meget fokus på at holde hånden under den meget mangfoldige livescene, vi har i København. Steder, der primært er drevet af ildsjæle og frivillige, der - hvis de først forsvinder - ikke bare sådan kommer igen,” siger hun og fortsætter:

”Derfor besluttede vi så vidt muligt at fortsætte med støtte og honorarklip på samme måde, som hvis der havde været arrangementer. Dertil satte vi omkring seks mio. kr. af i aktivitetspuljer indenfor musikken. Men det har været en super hård periode, hvor det har handlet om akutredninger, hvorfor der ikke har været overskud til at udvikle på nye tiltag. Til gengæld synes jeg, at der hen mod slutningen af sidste år på spillestederne var en optimistisk energi og en stor vilje til at understøtte hinanden på tværs i forhold til musikarrangementer, hvor der blev skabt nogle konstellationer og formater, der har været rigtig gode,” fortæller Franciska Rosenkilde.

Som eksempel nævner hun, at nogle af de spillesteder, hvor de ikke selv kunne holde åbent pga. coronarestriktioner, støttede andre spillesteder med aktiviteter, så der på den måde var et samspil på tværs, der gjorde det muligt - trods alt - at få nogle koncerter op at stå.

Og netop de mange restriktioner har været et stort problem for mange musikere. Eksempelvis betyder de nuværende regler, hvor steder må åbne med begrænset antal publikum, at DMF KBH’s medlemmer risikerer at blive tilbudt dårligere deals, fordi økonomien også er dårlige på de enkelte arrangementer.

- Hvordan sikrer Københavns kommune en ordentlig honorering af musikerne, som nu har været ramt hårdt gennem det seneste år?

”Vi prøver at gøre det så godt, som vi kan, inden for de rammer, der er. Vi har  honorarklip, som er det, vi bruger som tarif, og jeg vil klart anbefale, at der ikke skal ske en forringelse af musikernes løn på grund af de nuværende omstændigheder. Og det synes jeg også, vi er med til at understøtte via støtte og honorarklip til spillestederne selv om aktiviteterne er blevet aflyst.”

- I DMF KBH’ er det kommet os for øre, at der er kommunalt støttede spillesteder, der tilbyder lavere løn end tariffen til de musikere, som de ikke bruger et honorarklip på. Hvad er jeres holdning til det – skal disse spillesteder betale tariffen til alle professionelle musikere, der spiller?

”Ja. Absolut. Det skal de da. Jeg vil også opfordre til, at man, hvis man oplever det, tager fat i Kultur- og fritidsforvaltningen og jer (Dansk Musiker Forbund, red). Vi skal jo ikke udsulte de professionelle musikere, så jeg har en klar forventning om, at de spillesteder eller koncerter, der får støtte fra os, overholder tariffen. Det er svært for os at kontrollere, så vi har brug for at musikerne gør forvaltningen opmærksom på det, så vi kan tage fat i det pågældende spillested, såfremt de får støtte af os.”

- Kunne nedlukning og genåbningen ikke også bruges til at gentænke de eksisterende rammer og skabe et mere bæredygtigt musikliv, hvor freelancemusikerne får en honorering, der er til at leve for og gøre det mere økonomisk rentabelt at være musiker?

”Det ville jeg da ønske, men det er jo i virkeligheden en arbejdsmarkedsdiskussion. Men jeg vil sige, som jeg flere gange har advokeret for, at vi i hele den kulturpolitiske debat mangler at tale om kulturen som et erhverv også. Og anerkende, at kunstnere og musikere skal have penge for det arbejde, de laver. Og jeg synes faktisk, at coronakrisen har gjort meget godt for den kulturpolitiske debat, hvor der er kommet mere fokus på, at kulturen er vigtig og bør prioriteres højere, også økonomisk, så der kommer bedre vilkår. Det kan jeg kun støtte op om, selv om det er begrænset, hvad vi kan gøre på kommunalt niveau.”

- Har du et forslag til, hvordan DMF KBH selv kan arbejde for at sikre bedre vilkår for deres medlemmer?

”Det er oplagt, vi laver et temamøde sammen omkring emnet, og begynder at samarbejde om det, for det handler om at få italesat de kulturændringer, vi gerne have til at ske, og gøre det tydeligt for samarbejdspartnerne, hvilke fælles ambitioner DMF KBH og vi har. På den måde kan vi få lavet en handleplan omkring, hvordan vi skaber bedre vilkår for de udøvende musikere. Det er hermed en stående invitation.”

- Du stiller op til posten som kultur- og fritidsborgmester igen til november, hvordan kunne du godt tænke dig, at kulturlivet i København udvikler sig de næste fire år?

”Vi har lært fra coronakrisen, at vi skal fortsætte den gode dialog med miljøet omkring musikken i København med fokus på, hvad vi skal gøre noget ved. Det er super vigtigt, at vi får en lige så mangfoldig livescene efter corona som før, og det handler om at understøtte vækstlaget og hele øko-systemtet omkring musikskoler og undervisning. Og så kæmper vi for at sikre fremtiden for det nye musikhus på Vesterbrogade, hvor der skal spilles akustisk musik. Der skal stadig findes nogle penge, og flere ting skal falde i hak, men der er en bred politisk opbakning til det,” siger hun og uddyber, at hun også har fokus på tiltag og aktiviteter, der understøtter en støre ligestilling i musikerhvervet.

”Der er i den grad en underrepræsentation af kvinder hele vejen rundt. Det kan der være mange årsager til, men der, hvor der er nogle strukturelle og facilitetsmæssige udfordringer, vil vi gerne understøtte og arbejde for, at det bliver bedre,” siger hun.

Af samme årsag har man lavet en ligestillingsplan i Kultur- og Fritidsudvalget, der indebærer, at man, når man søger puljemidler hos dem, som et vigtigt kriterium skal fremlægge en refleksion over, hvordan man fremmer ligestilling. Det gælder hele vejen rundt i kulturbranchen, forklarer Franciska Rosenkilde.

”Når et spillested søger midler, har vi derfor fokus på, om der er reflekteret over balancen mellem mandlige og kvindelige musikere på scenen. Vi indfører ikke kvoter, for det er vigtigt for os, at mentalitetsændringen sker hos de enkelte personer med ansvar for musikprogrammerne. Mit indtryk er da også, at de fleste gerne vil medvirke til en bedre ligestilling, men det kræver ofte, at man lige bliver mindet om det, så man ikke bare gør, som man plejer, hvor  programmet ofte kommer til at se lige lovligt hvidt og mandet ud.”