Musikken

KV21: Der er fare for, at ildsjælene brænder ud

Kulturlivet på Bornholm drives i høj grad af frivillige kræfter. Men i både idrætsforeninger og i kulturlivet frygter Bornholmerlistens Kirstine van Sabben, at ildsjælene brænder ud, hvis ikke de får mere støtte fra kommunen.
Kirstine van Sabben, Bornholmerlisten
Kirstine van Sabben, Bornholmerlisten

- Hvilken betydning spiller kunsten og de udøvende kunstnere for jer på Bornholm?

”For Bornholmerlisten betyder det rigtig meget. Musik og kultur sætter fokus på en hel masse ting i sommerhalvåret, og i de lidt stille måneder i vinterhalvåret giver det fornemmelsen af, at øen er åben i en længere periode. Der foregår en hel masse koncerter på alle mulige planer både udendørs og indendørs på Bornholm hen over året, og kulturlivet fylder meget. Øen er udfordret på den måde, at meget foregår i kraft af, at frivillige yder en indsats, og generelt oplever jeg, at frivilligheden har trange kår. Både i idrætsforeninger, på det politiske område og i kulturlivet er det Tordenskjolds soldater, der forsøger at lave arrangementer. Jeg frygter ildsjælene brænder ud og engagementet dør, hvis ikke kommunen er med til at understøtte flere initiativer.”

- Hvordan vil I kort fortalt beskrive jeres kulturpolitik?

”Bornholmerlistens kulturpolitik handler i høj grad om at gøre det praktisk og nemmere for kunstnere at øve sig, og for musikeres vedkommende at spille flere koncerter. Vi har haft store udfordringer med at finde egnede lokaliteter, øvelokaler, der var store nok, så man kan have sit grej stående uden at skulle slæbe ting frem og tilbage. De praktiske ting har på den måde fyldt en del.

Man har nu valgt at købe en bygning på Store Torv i Rønne, hvor man vil samle kulturskolen. Man vil samtidig udbygge samarbejdet med Musikhuzet, der er et regionalt spillested. Det projekt har jeg været en varm fortaler for, men det viser sig bare, at kvadratmeterne ikke rigtig er der. Jeg oplever også evige tvister mellem den klassiske del og den rytmiske del i musikbranchen på Bornholm. I Bornholmerlisten har vi forsøgt at finde ud af, hvordan vi kan få de to grupperinger til at enes, og hvordan kan vi få de praktiske ting til at hænge sammen.

Vi har netop forhandlet budget i regionskommunen, og jeg kom desværre ikke rigtig igennem med de ønsker, jeg havde for kulturlivet. Det er noget, jeg vil forsøge at arbejde på igen i den kommende valgperiode, såfremt jeg bliver valgt ind igen. Man fjerner nemlig nu nogle frie kulturmidler, som har været brugt til for eksempel at lave koncerter for samtidig med, at man laver nogle relativt store besparelser på de kulturelle råd, så de har færre midler at dele ud af. Det synes jeg er ærgerligt.

Bornholmerlistens politik handler netop om at understøtte de ting, der skaber meget drive ude i det bornholmske samfund. Måske ikke så meget drive økonomisk set, men det er en del af vores kultur at høre musik, danse, spille, se teater osv. Det synes jeg, man begrænser med det budgetforlig, der netop er blevet indgået.”

- Hvad skal der være mindre af og mere af inden for kultur? Og hvordan vil I prioritere det?

”Jeg synes ikke, der skal være mindre af noget. Jeg ville ønske, at man brugte flere midler på området. Der har været en masser tiltag i børnehaver og daginstitutioner, som har kunnet komme ud og høre musik, blandt andet med midler fra Regionskommunen til kunstnere. Under nedlukningen har det været en stor succes at vi har brugt penge på at musikere har kunnet rundt på plejecentrene og spille.

Musik, kunst og kultur på Bornholm handler ikke kun om dem, der udøver det, men også dem, der får glæde og gavn af det. Vi har bare haft den situation på Bornholm i alle de år, jeg har siddet i politik, at vi skulle spare hele tiden. Og at skære ned på kulturen gør måske ikke lige så ondt som for eksempel at skære ned på rengøringen hos vores ældre borgere. Ofte er det måske lidt for nemt at tage pengene fra kulturområdet. Det har man i hvert fald gjort før, og det gør man også denne gang.”

- Hvad er jeres vision for musikken og musikernes vilkår fremadrettet?

”Stod det til mig fik vi oprettet et foreningshus i Rønne på den gamle Østre Skole, hvor der ville være masser af muligheder for musikere til at arbejde med deres musik, lave sammenspil og koncerter. Men først og fremmest ville de have et sted, hvor de kan øve sig – hvor der er det grej og den plads, man skal bruge til det. Udover det så jeg også gerne, at man puttede flere penge i den pulje ,vi deler ud af til folk, der laver arrangementer.

I Musik- og Teaterrådet oplever jeg desværre, at der er en krig mellem den ene og den anden del af musikgenren. Jeg ved ikke lige, hvordan man skal løse det, men en måde kunne være at have to puljer til henholdsvis den klassiske og den rytmiske del. I hvert fald indtil krigen mellem de to områder stopper, for den gør ikke noget godt for musiklivet på Bornholm.”

- Hvorfor skal man som udøvende musiker stemme på jer?

”Det er der mange grunde til. Set gennem de musiske briller handler det om, at jeg gerne vil styrke de forskellige initiativer, der allerede er, for der foregår virkelig meget på Bornholm. Der er en masse unge mennesker, der gerne vil lave musik, men ikke kan komme til det, fordi de ikke har et sted at være og øve sig. Hvis man som udøvende musiker eller kunstner på Bornholm godt kunne tænke sig et sådan sted, er det mig, man skal stemme på.”