KV21: Kulturpolitikken trænger til en mindre revolution
Borgerrepræsentationen.
- Hvilke betydning spiller kunsten og kunstnerne for jer radikale i København?
”Det betyder alt for os. Det er jo kunsten og kunstnerne, der sikrer, at byens lydbillede ikke bare bliver defineret af en tilfældig Spotify playliste afspillet på en Soundbox. Det kræver imidlertid også en politisk velvilje for musiklivet og her ønsker vi, at København skal være en musikby, som den var i starten af det 20. århundrede, og som Aarhus var det i 1980’erne. Det bliver den kun, hvis vi som politikere forbedrer rammerne for musikerne på musikernes præmisser og på et oplyst grundlag. Derfor er det også vigtigt, at vi anerkender de forskellige musikmiljøers måder at indrette sig på, og understøtter det. Det kan være med forskellige typer af øvelokaler og spillesteder, hvor kunsten ikke bare øves, men hvor den også dyrkes, og hvor stærke fælleskaber kan blomstre.”
- Skal vi så forvente mere af den samme kulturpolitik, som vi har set de seneste fire år, hvis det står til jer?
”Nej. Vi skal gøre op - ikke bare med fire års politik - men en hel politisk tradition. Vi vil gå radikalt til værks, hvor det hidtil har været historien og måden, man plejer at gøre tingene på, der har været meget definerende for politikken. Der findes ingen darlings hos os, vi vil hellere se på, hvem og hvad, der rykker musiklivet fremad. Vi behøver ikke læne os op ad 100 års kulturpolitik, der er andre og nye måder at gøre det på.”
- Hvad kunne det være for nye måder?
”Vi er store tilhængere af det, man kan kalde datadreven kulturpolitik. I stedet for at støtten afhænger af, hvad, vi plejer at gøre, og hvem, der plejer at få, så vil vi også se på, hvad tallene siger. Helt generelt mener jeg og det Radikale Venstre, at der er mange ting i kulturpolitikken, der ikke er tilstrækkeligt belyst. Det kan være, hvordan publikums- og aktørudviklingen ser ud, hvordan det går med økonomien de forskellige steder, og hvordan vi generelt organiserer miljøet. Jeg ved godt, at nogle måske bliver nervøse, når de hører udtrykket datadreven kulturpolitik, men det handler ganske enkelt om, hvilket grundlag vi træffer beslutninger om støtte og fordeling af midler på. Og der vil vi gerne støtte de steder, hvor tingene rykker sig set gennem data, men selvfølgelig også med en kunstnerisk vurdering.”
- Betyder det så en ensretning af støtten, hvor kun de mest populære genrer skal støttes?
”Nej. Men hvis vi skal gøre op med den måde, vi plejer at lave kulturpolitik på, så skal der nogle andre værktøjer til end mavefornemmelsen eller anekdotiske argumenter. Vi vil gerne bryde med traditioner og historie og gøre det, der er bedst for musikken. Det kan også være at flytte flere penge over til nichegenrerne, da det kan være den fordeling, der skaber et rigere musikliv. Det er netop det, vi skal blive klogere på. Det er en mindre revolution, for musiklivet har ikke godt af, at alting er, som det plejer.”
- Kan du give et eksempel på, hvad I gerne vil gøre anderledes?
”Udover at satse mere på datadreven kulturpolitik vil vi gøre vores musikmiljø mere tilgængeligt. Konkret har vi et forslag om, at der i byen skal være dedikerede musikerhjørner i gadebilledet, hvor professionelle musikere kan spille og prøve deres materiale af. Det kan være i Indre by, hvor solister eller bands gennem audition og en faglig vurdering får mulighed for at spille. De skal have en basisstøtte i form af eksempelvis tariffen, mens publikum samtidig kan smide penge i hatten, som vi kender det. Det vil give mere og bedre musikalitet i bybilledet, og gøre musikken mere tilgængelig for københavnerne.”
- Hvorfor skal man som udøvende musiker stemme på jer?
”Kort sagt, fordi vi vil gennemsyre byen med vores musikliv og genetablere København som musikby. Det kræver, at vi begynder at tingene på nye måder med bedre indsigt i, hvordan tingene rent faktisk forholder sig.”