KV21: Mere fokus på ligestilling i musikmiljøet
- Hvilke betydning spiller kunsten og kunstnerne for jer i København?
”Det betyder rigtig meget for os, og det er vigtigt for os at understøtte det kulturliv, der er i København, men også at lave nye initiativer til at understøtte det økosystem, som kunst og kulturlivet består er. Vi vil bl.a. gerne tilføre flere midler til vækstlaget, så vi kan understøtte alt fra øvelokaler til atelierpladser samt understøtte aktivitetspuljer til musik samt scene- og billedkunst.”
- Det er ofte vækstlaget, der tales om, og som prioriteres, når der skal deles støttekroner ud. Hvorfor er det sådan?
”Det skyldes, at det er de år, hvor man begynder at eksperimentere med og udvikle sin kunst, at man er mest sårbar. Og for mig at se, er det vigtigt, at understøtte den tid, hvor man bliver kunstner, så man kan fokusere mest muligt på det. Det er også vigtigt, fordi vi på den måde sikrer, at vi har et godt vækstlag, der skal komme efter de dygtige musikere, vi allerede har.
Men jeg synes også, at vi skal understøtte den professionelle del, og det, at der er ordentlige spillesteder, der repræsenterer de forskellige genrer, også geografisk, i hele København. I det ligger også, at vi begynder at anerkende kunst som et rigtigt erhverv og branche med fokus på arbejdsforhold. Og det er for mig en hjørnesten i det fremtidige kulturarbejde og -politik, som jeg gerne vil stå for. Eksempelvis indebærer det, at der kommer et større fokus på ligestilling, både når det gælder brug af øvelokaler og på scenerne, hvor der er en massiv underrepræsentation.”
- Hvordan vil I prioritere det?
”I Kultur- og fritidsforvaltningen har vi indført, at spillestederne og andre, der søger om kommunale tilskud, skal have handleplaner for, hvordan de aktivt fremmer ligestilling. Det tvinger aktørerne til at tage stilling til, hvordan de selv kan fremme ligestilling fremfor, at vi beslutter det for dem ved at indføre kvoter. Hvis man ønsker en kulturforandring, så skal den komme nedefra og ikke oppefra. I hvert fald, hvis den skal bide sig fast.”
I forhold til musikken, er der så konkrete projekter, du gerne vil føre ud i livet?
”Ja, jeg kunne godt tænke mig mere musik ind i folkeskolen i form af en musisk oplevelse til alle, hvor de enten selv prøver at spille musik eller får en musisk oplevelse. Og så vil vi gerne understøtte og videreudvikle hele området for øvelokaler samt de eksisterende spillesteder ved at gå i større dialog med musiklivet i København: Hvor er vi henne nu efter corona, og hvad er der behov for?”
- Hvad skal der være mindre af og mere af ift. musikscenen i byen?
”København har en legendarisk og mangfoldig live scene, som det har været vigtig for mig at hjælpe bedst muligt igennem krisen. Det er en scene, der er bygget op over mange år af ildsjæle og hårdt arbejde, og det har været vigtig for mig at anerkende, hvor meget arbejde, der ligger bag, og hvad det betyder for kulturlivet i København. Derfor er det vigtigt, at vi fremadrettet inviterer kulturlivet mere ind i forhandlingerne, så vi får fundet de bedste løsninger sammen. Der er desværre en stor kløft mellem kulturlivet og kulturpolitikken, og det vigtigste er for mig, at vi får en politik, som kulturlivet rent faktisk kan bruge til noget. Og det kræver, at vi snakker med dem, det handler om.”
- Hvorfor skal man som udøvende musiker stemme på jer?
”Det skal man, fordi det er vigtigt for os at lave kulturpolitik for kulturlivet med kulturlivet. Det betyder, at vi anerkender kunstnerne og kulturaktører for det arbejde, de laver, og at vi ønsker at skabe nogle ordentlige arbejdsforhold og rettigheder, der giver mening for dem. Samtidigt arbejder vi for, at kulturen får en meget mere central rolle i samfundet, hvor vi anerkender, at uden kunst og kultur bliver vi fattigere som mennesker og som samfund.”