KV21: Mere musikundervisning og klassisk dannelse

- Hvilken betydning spiller kunsten og de udøvende kunstnere for jer i København?

”Kunst og politik har sneget sig ind på hinanden så langt tilbage begge dele har eksisteret. Ligesom medier er det en tungtvejende faktor for det personlige såvel som for det kollektive image. Kunst kan eksempelvis rykke utroligt meget ved tilskuernes måde at se politik på. Det udfordrer den opfattelse der eksisterer i forvejen.

Her vil jeg vil nævne Tue Bierings politiske teaterstykke ’Rocky’ fra 2017, som er et eksempel på et stykke, der virkelig skaber noget nyt, når politik og kunst er i samme rum. Stykket er bygget op over Rocky-filmene, og Tue Biering udfordrede venstrefløjens ekkokamre, så at sige. Rocky repræsenterer højrefløjen og bokseren Apollo Creed repræsenterer venstrefløjen.

Gennem forestillingen sker der noget helt nyt, idet højrefløjen med deres fokus på udlændingepolitik får overbevist venstrefløjen om at højrefløjen har ret. Det ender med at venstrefløjen taber, bliver gennemtæsket og overgiver sig. Det er ikke rigtig set før i historien.

Grunden til, at jeg specifikt nævner dette, er, at jeg i den sidste del af forestillingen dukker op i rollen som mig selv. Her fortæller jeg i al fredsommelighed, hvorfor jeg mener at Dansk Folkeparti har den rigtige udlændingepolitik med mine egne ord og holdninger. Denne del fik det mildest talt til at vende sig i publikum, men det satte også nogle tanker i gang hos dem. Det var ikke unormalt, at dele af publikum udvandrede, afbrød mig eller grinede hånligt midt i min monolog. Mange sad og kiggede ned i gulvet og rullede med øjnene.

Rocky-forestillingen er eksempel på, hvordan kunst og politik ikke bare lever af hinanden, men også skaber nyt. Det blev et selvstændigt værk, hvor afsløringen af hykleriet og ekkokammeret ifølge eksperter skabte noget helt nyt. Det er en personlig erfaring fra det politiske, som jeg i hvert fald ikke ville have været foruden.”

- Hvad er jeres vision for musikken og musikernes vilkår fremadrettet?

”Musik er først og fremmest grundlag for dannelse. Det vil der altid være brug for, og det skal selvfølgelig udvikles. Vi mener, at musikundervisning i skolen bør være lige så udbredt som idræt. Musik højner koncentrationsevnen og er med til at nedtrappe stress. Det er godt, at vi bevarer forankringen både i den klassiske musik og i den mindre traditionelle musik. Hvis man tager samfundsproblematikker såsom integration, bruges musikken også til at få unge udsatte ud af miljøerne, og få dem til at interessere sig for musik og kunst i det hele taget.”

- Hvordan vil I kort fortalt beskrive jeres kulturpolitik?

”Vores politik er rundet af de udfordringer den vestlige – og navnlig den skandinaviske – kultur er gået igennem. Vi ser dominansen fra helt andre kontinenter, der er rykket ind i bydele som Nørrebro, hvilket gør det sværere for københavnerne at kunne huske og forstå dansk kultur. Derfor gør vi, hvad vi kan for at holde fast i den. Hvad angår økonomi ser vi ofte på kunstneres økonomi i forhold til offentlige tilskud. Der her skal selvfølgelig være plads til de dygtige og nye kunstnere, der ikke skal bløde, mens de store kommercielle produktioner får i hoved og hale uden at have brug for tilskud af den størrelse.”

- Hvad skal der være mindre af og mere af inden for kultur? Og hvordan vil I prioritere det?

”Der skal være den klassiske dannelsesproces, og som vi ser det, skal den indeholde det danske islæt, så man bliver mindet om, hvad Danmark egentlig kommer af. Selvfølgelig skal der være plads til gæstekunstnere fra en hvilken som helst kultur, der har deres bud på, hvad kunst er. Men grundlaget skal der være noget dansk historisk inde over.

Et eksempel på det kunne være, at man tager de unge udsatte på udflugt til nogle danske kulturskatte, så de får den historiske del med. Det behøver ikke kun være gammelt, klassisk dansk. Det må også gerne være et nyere take på dansk kunst.

Når vi taler typisk danske musikere, så er det selvfølgelig de gode gamle, der vækker hyggelige minder såsom Søs Fenger, Sanne, Lis Sørensen, Shu-bi-dua, Kim Larsen, TV2, Danser Med Drenge og dén slags nostalgiske indslag. Det er kunstnere med ukompliceret dansk lyrik og underholdende metaforer i et fredeligt perspektiv.

Den slags musik står, som vi ser det, i skærende kontrast til nyere tekster, der går på kompromis med dansk grammatik med vendinger som: “Jeg vil gøre noget dumt på dig” og lignende. Det bryder vi os ikke om, og vi har ikke noget problem med at blive kaldt for gammeldags og blive kærligt mobbet med det. Det bærende element i vores politik er dog, at ingen politikere bør gøre sig til smagsdommere. Men vi skal selvfølgelig holde fast i de danske kulturskatte.”

- Hvorfor skal man som udøvende musiker stemme på jer?

”Det er et spændende spørgsmål. Selvom man er musiker, tror jeg ikke, man kun stemmer ud fra kulturpolitikken. Hvis man ser overordnet på Dansk Folkepartis politik på området, vil jeg sige, at det er, fordi man skal holde fast i det danske, og økonomien skal følge med. Og så mener vi, at der også skal være plads til de mindre kunstnere, der også skal have en chance.”