Musikken

Mere kultur i gaderne og gerne LMS til byens skoler

I forbindelse med det seneste valg til Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune er der også blevet nedsat et nyt Kultur- og Fritidsudvalg. Det er bl.a. her, diverse midler til kultur- og fritidsprojekter i kommunen diskuteres, prioriteres og fordeles. Vi har talt med tre af de nyudpegede medlemmer for at høre, hvad de gerne vil ændre og støtte i fremtiden med fokus på hovedstadens musikliv og udøvende musikere.
Klaus Mygind [SF]
Klaus Mygind [SF]

Som ny mand i Kultur- og Fritidsudvalget vil SF’eren Klaus Mygind meget gerne have, at flere af byens gader ”tages tilbage,” som han siger, og bruges til kulturelle formål i bred forstand.

”København er begrænset i, hvor mange nye steder, der kan bygges nyt. Derfor skal vi bruge den plads, vi har, bedre. Og her arbejder jeg for, at der bliver skabt kulturelle rum i byens gader, hvor beboerne, de erhvervsdrivende og kulturinstitutionerne kan benytte de rum, der allerede er, til mere kultur og liv,” fortæller han.

Og så ser han gerne, at byens mange kulturelle tilbud bliver bedre fordelt, så det hele ikke er koncentreret i City. Han fortæller, at der fra Hovedbanegården til Kongens Nytorv er omkring 165 kulturtilbud, som han gerne ser spredt ud over hele byen sammen med helt nye tilbud i de forskellige bydele.

”Det, at vi har så koncentreret et kultur- og natteliv i centrum af byen, betyder, at det er en belastning for dem, der bor der – i hvert fald ift. nattelivet - samtidigt med, at der mangler tilbud i byens øvrige områder. Så her giver det mening at arbejde for en bedre fordeling,” siger han.

 

Corona spøger stadig

På kulturområdet er der desuden landet en pose penge i form af en støttepulje til de folk, der blev hårdest ramt under corona. Der er tale om i alt 1,6 mio. kr., som udvalget nu skal fordele. Og her vil Klaus Mygind have fokus på de udøvende musikere, fortæller han.

Det er nemlig hans indtryk, at netop de udøvende musikere, der ikke tjener gode penge på pladesalg, streaming eller royalties, er blandt dem, der er hårdest ramt.

”Modsat andre typer af kunstnere, der måske godt kunne få det til at løbe rundt under corona, så har de udøvende musikere været meget hårdt ramt. Så det er mit store fokus, at pengene lander hos dem, selv om jeg godt ved, det er ikke er store beløb, vi har at gøre med.”

Hvordan og hvorledes, pengene skal fordeles og bruges, er endnu til forhandling, fortæller han.

 

Mere musik til byens børn

En af SF’s mærkesager har i flere år heddet ”Mere musik til byens børn.” Og det er stadig en vigtigt prioritet, fortæller Klaus Mygind. København er nemlig voldsomt bagud andre kommuner, når det gælder musikalske tilbud til børn og unge.

”Det er vigtigt for børnene, men selvfølgeligt også for de folk, der lever af at undervise i musik,” siger Klaus Mygind, der har en løsning på udfordringen med manglende tilbud om musikundervisning i de Københavnske folkeskoler, der primært skyldes pladsproblemer og manglende finansiering.

”Musikskoler koster i forvejen penge, så mit forslag går på, at musiktilbuddene udvides med brugerbetaling på de enkelte skoler ved at bruge deres lokaler efter skoletid. Der findes mange forældre, der har råd og gerne vil betale for musikundervisning, så det skal vi arbejde på at sikre muligheden for,” siger han.

Han understreger dog, at det afgørende er, at de nye tilbud bliver så enkle som muligt for skolerne at håndtere. Dvs., at betaling, koordinering, undervisning osv. skal styres af Musikskolen.

”Og så vil der være forældre, der ikke har råd, og der skal vi se på, om der kan laves støtteordninger til de familier, der ikke tjener så mange penge,” siger han.

 

LMS til byens skoler

I SF’s tanker bag ”Mere musik til byens børn” ligger også ønsket om, at alle børn får flere musiske oplevelser gennem deres skoletid. Og her ligger ordningen Levende Musik i Skolen(LMS) lige til højrebenet, fortæller han.

Ordningen er allerede udbredt i mange af landets kommuner og går ud på, at kommunerne kan sikre alle deres folkeskoleelever en musikalsk koncert om året til en pris på omkring 34 kr. pr. elev, da staten støtter projektet med et tilsvarende beløb.

Og det er en ordning, der vækker begejstring hos Klaus Mygind.

”Det passer jo præcis med vores eget ønske om mere musik til byens børn, og hvis vi stedet for vores egen ordning kan hoppe med på LMS, synes jeg umiddelbart, det lyder som en god løsning.”