Niels Peder Ravn: Der skal mere musikalsk dannelse til Københavns børn

NP, som han kaldes blandt venner og bekendte, har jakkesæt og slips på, da han møder Musikkens udsendte på en pæn frokostrestaurant i det indre København. Årsagen til det mere end sædvanligt pæne tøj skyldes, at Niels Peder Ravn skal i operaen samme aften og høre La Traviata med sin hustru.

Det sætter meget passende en ramme for det, meget af samtalen kommer til at handle om, for Niels Peder Ravn har et ønske for fremtidens musikalske dannelse i København. En vision, om man vil, som han i sit nye parti vil arbejde for, og som han forsøger at øve indflydelse på gennem sit sæde i Kultur- og Fritidsudvalget.

Over en øl og et stykke smørrebrød fortæller han:

”I Kultur- og Fritidsudvalget er der utrolig meget fokus på idræt med mange stærke interesseorganisationer, der er gode til at sælge deres ønsker til politikerne. Jeg har ikke noget imod idræt, men efter min mening er der for lidt fokus på musik i forvaltningen. Jeg er selv vokset op med blokfløjte, klaver og trommesæt samt en stor pladesamling. Jeg bilder mig selv ind, at det var en gave, for det at fordybe sig i musik som barn og ung har mange gode sideeffekter,” siger han og uddyber:

”Man får det bedre af at spille og lytte til musik, og i dag mangler vi fordybelse i musikken. Særligt blandt børn og unge. Eksempelvis ved at man lærer at spille på et instrument. Jeg tror, at rigtig mange børn, der i dag ikke lærer netop det, ville have stor glæde af det. Den fordybelse betyder også, at man bedre kan forstå og sætte pris på musik, når man lytter til det.”

Niels Peder Ravn har selv fem børn i alderen ni til 25 år, og det er ikke hans indtryk, at de i dag fordyber sig i musikken på samme måde, som da han selv sad på værelset og læste tekster på pladecoveret og forsvandt ind i musikken. Og han synes ikke, at meget af den musik, der topper hitlisterne i dag, er af speciel høj kvalitet, som han pænt udtrykker det.

”Det er ikke nogens skyld, men med indtoget af Spotify og det faktum, at færre og færre lærer at spille på et instrument, så rammer man et kedeligt punkt, hvor musik bliver til en hurtig forbrugsvare, som ikke rigtig betyder noget,” siger han.

Men hvad så med musikskolen?

På dette tidspunkt i interviewet afbryder deres udsendte reporter Niels Peder Ravn. For netop den kommunale musikskole, der i København er landets mindste målt pr. indbygger, og som kun fysisk dækker 16 procent af byens folkeskoler, har vel i dén grad noget at sige for, hvor mange unge, der lærer at spille på et instrument? Faktisk er det netop Niels Peder Ravns nye kollega hos de konservative, Jakob Næsager, der som børne- og ungdomsborgmester er ansvarlig for den kommunale folkeskole.

”Det er helt forfærdeligt, at det forholder sig sådan. Jeg ønsker, at vi i Kultur- og Fritidsudvalget får et større fokus på musik, og det betyder, at vi skal bruge flere penge på området. Vi glemmer, hvor stor betydning breddemusikken har for børn og unge, og der er en tendens til at smøre de midler, der nu engang er, meget tyndt ud,” siger han og fortsætter:

”Der ville jeg hellere give en større sum til den kommunale musikskole og mindre til eksempelvis til festivaler, der ikke tager entre,” siger han og kommer med sin grundlæggende pointe:

”Til gengæld ville vi så over tid få en generation af unge, der qua en større musikalsk dannelse ville sætte pris på musik, der i dag betragtes som smalt. Tænk, hvis vi fik flere unge mennesker, der eksempelvis var vilde med jazz og verdensmusik. Den forandring starter helt sikkert ikke foran Spotify. Og det vil jeg arbejde for bliver bedre.”

- Vil du også tale med borgmester Jakob Næsager om behovet for en større kommunal musikskole, næste gang du har et møde med ham?

”Ja, det vil jeg. For jeg ved, at når forældre vælger fritidstilbud til deres børn, så skal det være tæt på hjem eller skole. Så tilbuddet om en kommunal musikskole skal være tilgængeligt i alle bydele.”

- Mener du, at det er konservativ politik at prioritere den kommunale musikskole?

”Ja. Kultur er den ting, der binder os sammen som nation, som folkeslag og som by. Og musik er i den grad kultur, og vi får et rigere København, hvis vores børn får en bedre musikforståelse.”

Morgensang i skolen

En af årsagerne til, at Niels Peder Ravn skiftede parti, er, at han inderst inde er mere kulturradikal end røvballeborgerlig, som han forklarer det. Men han er også konservativ på den måde, hvor det i hvert fald for nogle gør noget. Lidt gammeldags, ville man måske sige. Men det er der meget godt i, forklarer han.

”Uden at lyde alt for nationalkonservativ var det mig, der sidste år foreslog at genindføre morgensang som en obligatorisk del af skolegangen. Det er jeg selv vokset op med, og det giver en masse gode ting. Ikke mindst i forhold til integrationen, hvor vi i Københavns Kommune har 26 procent to-sprogede elever, og hvor netop den ånd og fællesskab, der i at synge og spille musik sammen, er vigtigt. Men det blev ikke vel modtaget, og jeg blev kaldt de mest forfærdelige ting, hvilket var lidt rystende,” siger han.

En anden ting, der har rystet Niels Peder Ravn, er sagen omkring det regionale spillested Alice, der grundet et defekt ventilationssystem først måtte afholde koncerter rundt om i byen og senest har overtaget lokalerne hos det kommunale spillested Stairway i Vanløse.

”Jeg har talt meget med Bjarke Svendsen(tidligere daglig leder af Alice, red), og jeg er dybt rystet over den sag. Når man som jeg er nyvalgt til Borgerrepræsentationen, så er man ikke klar over, at den slags findes i virkeligheden, kun i romaner af Kafka. Som jeg forstår det, så har Københavns Ejendomme svigtet Alice noget så eftertrykkeligt ved ikke at fikse problemerne hurtigt. For hvor lang tid kan det tage at lave et ventilationssystem,” siger han og uddyber:

”Selv om Alice nok var ikke det sted, jeg selv ville vælge som det første til en tur i byen, blev jeg meget indigneret over sagen og tog den op i udvalget. Det har været en forsmædeligt at se, hvordan man fra kommunalt hold har ødelagt det, som jeg betragter en kulturinstitution og en udmærket forretning i det Københavnske musikliv.”

Og ifølge Niels Peder Ravn er den historie udtryk for, hvordan Københavns Kommune et langt stykke hen ad vejen fungerer.

”Mange bygninger forfalder, og som borgerlig er det frustrerende at se på, at man i kommunen på den ene side gerne vil leje lokaler ud til spillesteder og på den anden side ikke finde ud af at holde dem ved lige, så de rent faktisk kan bruges. Jeg forestiller mig, at man hos Alice ville have foretrukket en privat udlejer, for så var det aldrig gået med at udsætte en simpel og nødvendig renovering i mange år. Man ville i hvert fald kunne gøre krav mod udlejer, der skulle betale erstatning. Som det er nu, har de ikke krav på noget som helst udover en billet til Vanløse.”