Sådan er minimumstariffen skruet sammen
2195,06 kr. Sådan lyder minimumstariffen for rytmisk musik, jazz/folk/rock, hvor man inden for en fire timers periode spiller max 3 x 45 min eller 2 x 60 efter orkestrets/solistens eget valg.
Og lad det være sagt med det samme: Tarifferne, der reguleres af Dansk Musiker Forbund, er netop minimumstariffer.
Tariffen angiver dermed det mindstehonorar, som du bør tage for din optræden som musiker ved løse spillejobs eller på steder, hvor det ikke er muligt at overenskomstdække arbejdet.
Et uvurderligt redskab
Faglig konsulent hos Dansk Musiker Forbund Lasse Fischer fortæller, at minimumstariffen netop af den årsag er et uundværligt redskab, når freelancemusikere skal forhandle honorar.
”Som freelancemusiker er man i en evig lønforhandling, hvor minimumstariffen er det absolutte minimum, man skal have. Det er en kunstart, at forhandle sin egen løn og netop det, at der står et fagforbund bag den, er med til at styrke dens værdi,” siger han og uddyber:
”Møder man en arrangør, der ikke kan eller vil betale minimumstariffen, er et godt argument derfor, at det er den betaling, man skal have, for det siger ens fagforening,” fortæller Lasse Fischer og fortsætter:
”I tariffen ligger der også en solidaritet og fastholdelse af en rimelig betaling, og det er vigtigt. Som freelancer har man ikke løn under sygdom, betaling under barsel, pension, børnenes 1. sygedag osv. Når det er sagt, skal det understreges, at det er en minimumsløn, hvorfra man altid skal forsøge at forhandle sin hyre op,” siger han og tilføjer, at det er hans oplevelse, at mange musikere sagtens kan forlange højere honorar end minimumstariffen.
Tariffen kom efter enevældens fald
For at forstå baggrunden for tariffens opståen skal vi en tur tilbage i historien. Det fortæller Steen Jørgensen, der i perioden 1988 til 2017 var ansat i Københavns Musiker og Orkester Forening (KMO) og Dansk Musiker Forbund, hvor han i mange år arbejdede som faglig sekretær.
Han er en af de få, der på stående fod kan historien. Ikke at han selv kan huske det, der skal vi nemlig rigtig mange år tilbage i tiden. Helt tilbage til 1874, hvor forløberen til Dansk Musiker Forbund, Københavns Musiker og orkester Forening(KMO), opstod.
”Hele formålet med at starte KMO dengang var at sætte en tarif, så man kunne regulere markedet og sikre musikerne en ordentlig hyre,” fortæller han.
Før oprettelsen af KMO var der nemlig ingen regulering på markedet for musik. Efter enevældens fald i 1849, hvor der havde været monopoler indenfor alle faggrupper inklusive musik, opstod er nu et frit marked med usikre forhold for musikerne.
Historien har dog den krølle på halen, at den sidste stadsmusikant i København havde fået lov at beholde sit monopol på at levere musik til sin død, hvilket først skete i 1860.
”Men derefter var der frit slag for alle til at rejse til København for at spille og sætte deres egne priser. Men det var ikke hensigtsmæssigt, da folk underbød hinanden. Derfor besluttede en gruppe musikere i 1874 at sætte en tarif og oprette KMO,” fortæller Steen Jørgensen.
En af landets første fagforeninger
På den måde opstod KMO som en af landets allerførste fagforeninger til forbillede for mange af dem, der kom til i de følgende årtier.
Og der var store bøder til de medlemmer, der spillede under de forskellige tariffer, der blev aftalt for de musikalske grupperinger og opgaver.
Men bøder var ikke det eneste, der blev aftalt dengang. Medlemmer af KMO måtte ikke spille sammen med ikke-medlemmer, og man skulle bo tre år i København for at kunne blive medlem. På den måde kunne man holde konkurrenter fra provinsen ude og bedre kontrollere markedet, fortæller Steen Jørgensen.
I 1911 opstod så Dansk Musiker Forbund som en sammenslutning af landets mange lokale musikerforbund, og igen var tariffen kernen i det faglige arbejde, fortæller Steen Jørgensen.
Det handlede dengang som nu om at sikre medlemmer de bedst mulige løn- og ansættelsesforhold.
”Tariffen har altid været musikernes svar på at højne lønningerne, men helt fra starten her der altså været tale om en minimumstarif,” siger Steen Jørgensen.
En ny tarif kommer til
Minimumstariffen for rytmisk musik så dagens lys i begyndelsen af 1970’erne, hvor særligt jazzmiljøet pressede på for at få en tarif for deres område. Indtil var der nemlig ikke en sådan på det rytmiske område.
Ifølge Steen Jørgensen blev den første sats for den rytmiske tarif sat efter ønske fra jazzmiljøets repræsentanter. Og siden da er det beløb årligt steget i takt med lønudviklingen baseret på gennemsnitsstigningen i lønnen for ansatte under Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Det er typisk nogle få procent om året baseret på den generelle pris- og lønstigning i samfundet.
Stigningen vedtages hvert år af DMF’s hovedbestyrelse, der ifølge Steen Jørgensen ikke afviger fra tallene fra DA, selv om man godt kunne sætte den markant op eller ned.
Tariffen ligger på et realistisk niveau
Så hvorfor ikke bare beslutte sig for, at tariffen skal stige med 1000 kr. i stedet for nogle få procent?
Det er der ifølge forperson i DMF København og næstforperson i Dansk Musiker Forbund, Henrik Jansberg, flere årsager til.
”Minimumstariffen for rytmisk musik ligger på et realistisk niveau, hvor det er en betaling, man kan forvente, at et spillested også kan betale til upcoming og supportbands,” siger han og uddyber:
”Jeg er enig i, at det ikke er en høj betaling for musikere med års erfaring, men det er jo netop også en minimumsløn, hvor opgaven for den enkelte musiker er at sætte en god pris over det niveau,” siger Henrik Jansberg.
Han henviser til, at mange andre brancher også har en minimumsløn, men at den sjældent bliver brugt, da de har overenskomster, der løfter lønnen. Noget som også DMF arbejder på at udbrede.
”Den rytmiske tarif er altså ikke den løn, vi synes, folk er værd, men det minimumsniveau, som musikere bør tage udgangspunkt i, så de opnår en fair betaling uden at underbyde,” siger Henrik Jansberg.
Derudover er der en udfordring forbundet med at hæve minimumstariffen betragteligt: Nemlig at honorarstøtteordningen er bundet op på den. Sætter DMF minimumstariffen voldsomt op, kan man derfor ikke forvente, at Statens Kunstfond, der uddeler støtten, blot vil følge trop med øgede bevillinger, forklarer han.
”Med den ramme, der er sat på nuværende tidspunkt, vil en kraftig forhøjelse af tariffen derfor resultere i færre klip. Men det er en økonomisk ramme, som DMF presser på for at få løftet i fremtiden,” siger Henrik Jansberg.