Tidligere medlem af Musikudvalget: Grundlæggende fungerer det udmærket
- I forhold til de kommunalt støttede spillesteder, hvordan mener du så, at Københavns Kommune bedst sikrer en ordentlig honorering af musikerne, som nu har været ramt hårdt under coronakrisen?
”Grundlæggende skal musikere og kunstnere, der optræder i kommunale rammer, have en ordentlig løn, og de tariffer, man har aftalt. Men man kan sagtens have situationer, hvor de optrædende, der er en del af en begivenhed, ikke er det på samme professionelle måde, og her kan det godt være en anden situation. Man skal passe på med at gøre det alt for firkantet, for i sidste ende vil det betyde, at der er ting, der ikke kan lade sig gøre. Der kan være folk, der har interesse i at være til stede og lave begivenheder i vores kulturelle rammer uden, at det skal koste en tarif. Professionelle orkestre skal naturligvis behandles ordentligt og have en tarif, men der kan være situationer, hvor det ikke giver mening, og ikke kan lade sig gøre.”
- I DMF København er det kommet os for øre, at der er kommunalt honorar-støttede spillesteder i København, der tilbyder lavere løn end tariffen til musikere. Hvad er din holdning til dette – skal disse spillesteder betale tariffen til alle professionelle musikere, der spiller?
”Som udgangspunkt skal man betales en tarif, for det man udfører, men der kan være situationer, hvor den begivenhed, man er en del af, ikke kan bære det, og så må man snakke sig frem til noget andet. Hvis alternativet er, at begivenheden ikke bliver til noget, kan det være i musikerens interesse at finde en anden løsning i forhold til aflønning. Jeg ved godt, det er en glidebane, man skal passe på med, og det kan være en svær ting at kigge ind i, men jeg synes også, der skal være plads til den slags i vores kommunale rammer. Så længe forhandlingsudgangspunktet er, at de professionelle kunstnere, vi booker, skal have en tarif. Der er mange musikere til stede i vores huse, som ikke er fuldtids-professionelle, og som har det som et hobbyprojekt at være musiker. Jeg synes, der skal være plads til, at de også er til stede i vores huse uden at det nødvendigvis behøver at koste tariffer til hele 16-mands orkesteret.”
- Hvem mener du, det er vigtigst at støtte: De professionelle musikere eller vækstlaget? Og hvorfor?
”Der skal være plads til det hele. Man kan ikke basere et spillested på kun at booke TV2 eller Thomas Helmig hver aften. Der skal også være en ramme for vækstlaget, hvor dygtige musikere på vej frem får en scene og kan afprøve deres materiale overfor et publikum. I Københavns Kommune har vi scener til det hele, som danner en fødekæde for både vækstlaget og de professionelle. Det ene kan ikke leve uden det andet.”
- Har du et forslag til, hvordan man bedre kan støtte musikere direkte?
Grundlæggende synes jeg, det fungerer udmærket. På musikområdet kan man lade sig inspirere af det, der sker i andre kunstneriske brancher. På det litterære område, i kunstverdenen og indenfor filmen er der en tradition for at uddele legater og livslang støtte. Det findes i meget mindre grad i musikbranchen.”