Tidligere medlem af Musikudvalget: Jeg er skuffet over politikerne

”Fisk.”

Sådan lyder det kontante svar, når hammond organist og medlem af spillestedsudvalget under DMF København, Kjeld Lauritsen, bliver spurgt til, hvem han mener, man som professionel musiker bør stemme på til det forestående kommunalvalg.

”Politikerne er yderst engagerede og positive, og også villige til at bevilge millioner, men de har ingen føling med det professionelle musikliv,” fortæller han.

Fra januar 2018 til september 2020 var han som repræsentant for skabere og udøvere medlem af Københavns Kommunes 12 personer store Musikudvalg. Men efter knap tre år som medlem måtte han trække sig på grund af giftig stemning og samarbejdsvanskeligheder i underudvalget for rytmisk musik.

”Det var et meget tidskrævende arbejde, som er honoreret med en beskeden mødediæt. Jeg var god til at gennemskue sagerne, men elendig til det politiske spil om bevillingerne,” fortæller Kjeld Lauritsen, der her deler sin personlige oplevelse som tidligere medlem af Musikudvalget.

Han forklarer, at han mødte op til arbejdet med ønsket om at stille spørgsmål til de eksisterende magtstruktur, og måden, man plejer at gøre tingene på.

”Mange sager løstes i enighed, men de store ting var konfliktfyldte,” siger han.

Det drejede sig særligt omkring tildeling af honorarstøtte, hvor Københavns Kommune hvert år uddeler et større millionbeløb fordelt udover de forskellige spillesteder i hovedstaden.

Politisk berøringsangst

Her oplevede han, at politikerne havde berøringsangst i forhold til at blande sig i fordelingen af midler, hvorfor det var op til udvalgets øvrige medlemmer at fordele pengene. Og her var det vigtigt at danne alliancer med de øvrige medlemmer for at få sine ønsker igennem, fortæller han.

”Det var tydeligt, at der var en underliggende dagsorden om, hvordan pengene skulle fordeles, som jeg ikke skulle pille ved. Men det gjorde jeg, og det skabte en giftig stemning, der til sidst gjorde det uudholdeligt for mig at fortsætte arbejdet,” fortæller han og uddyber:

”Jeg kan leve med uenigheder, og at andre ikke støtter de samme ting som jeg gør, men jeg kan ikke bruge mit liv på et udvalg hvor stemningen er så dårlig,” siger han og tilføjer, at han stadig er på god fod med de fleste af de tidligere udvalgskolleger.

Manglende gennemsigtighed

Derudover savnede han også gennemsigtighed i ansøgningsprocessen til honorarstøtte, hvor både ansøgninger og den senere afrapportering over de brugte midler som noget af det eneste i udvalgets arbejde ikke blev lagt offentligt frem, fortæller han.

”Spillesteder med upcoming/amatør-musikere får en uforholdsmæssig stor del af kagen. Også de kommunale spillesteder får meget store tilskud til dette” fortæller han og uddyber:

”Jeg oplevede det også som meget svært for nye ansøgere at få tildelt midler, fordi det ville betyde, at spillestederne for vækstlag/amatørmusik så skulle have færre penge,” siger han.

Derudover havde Kjeld Lauritsen også fornemmelsen af, at den bevilgede honorarstøtte gik til andre ting end musikernes løn.

”Spillestederne får honorarstøtten på forhånd, og det kan friste til en kultur, hvor man ikke bruger pengene efter deres formål, som netop er honorar til professionel musik.”

Farlige fornemmelser

Som professionel musiker udpeget til Musikudvalget af DJBFA var Kjeld Lauritsens fokus bl.a. at sikre bedre betaling til de professionelle musikere og sikre, at de spillesteder, hvor mange af eksempelvis DMF Københavns medlemmer tjener deres penge, også fik en rimelig del af kagen.

Men her måtte han se sig slået i det politiske spil med de øvrige ikke-politisk valgte medlemmer, der havde andre interesser, fortæller han.

Men hvad så med de fire medlemmer af udvalget, der rent faktisk var politisk valgte, inklusive den nuværende Kultur og fritidsborgmester, fristes man til at spørge ham. Kunne de ikke gøre en forskel for de professionelle musikere?

Nej, lyder svaret fra Kjeld Lauritsen.

Politikerne i udvalget opfattede han derimod som uinteresserede omkring de udfordringer, som de professionelle musikere står over for. Og efter Kjeld Lauritsens mening udviste de desuden berøringsangst for at pille ved status quo, når det kom til fordelingen af midler.

”Politikerne er yderst positive og engagerede på musikkens vegne, og de bevilger store beløb til dette. Desværre går de fleste penge til mursten, mens det f.eks. var umuligt at få penge til skolekoncerter,” fortæller han og uddyber, at den erfaring har ændret hans indstilling til, hvordan tingene på sigt skal blive bedre.

Han mener nemlig, at det er vigtigt, at beslutningerne og bevillingerne kommer ud fra de lukkede kontorer og frem i det offentlige rum.

”Når beslutninger bliver truffet bag lukkede døre, er der meget lidt fokus på det. Derfor tror jeg på, at strategien fremadrettet bør være, at vi professionelle musikere søger aktindsigt og deler informationerne via de sociale medier, så politikerne er nødt til at forholde sig til dem,” siger han og fortsætter:

”Vi må desuden kræve, at spillesteder med massiv offentlig støtte altid udbetaler mindst DMF tarif til de optrædende. Hvis ikke optrædende er et professionelt honorar værd, bør de vel slet ikke spille på disse højprofilerede scener? Måske skal den nye ledelse i DMF lave lidt ballade omkring det,” slutter han.